Forårsfest 2011

 

Tilløbsstykke. Der var ingen ledige pladser til årets forårsfest i Flensborghus. Hverken på parkeringspladsen eller i fest­salen.

 

FLENSBORG. Parkeringsskiltet foran Flensborghus meldte om alt optaget fredag aften, og det er temmelig usædvanligt, men der var en god grund til det. Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigsk Vælgerforening for både Flensborg by og amt havde nemlig for første gang valgt at slå sig sammen om årets forårsfest.

- Vi valgte at holde festen sammen i år for at få fuldt hus, og det lykkedes. Der er fuldt hus, og det er vi godt tilfredse med, sagde Viggo Petersen fra Sydslesvigsk Forening i en pause mellem forretten og hovedretten.

Fuldt hus var ensbetydende med 120 gæster, og det var festsalen i Flensborghus, der lagde lokaler til de forårsklædte og forårsstemte gæster.

Fordelen ved at holde en fælles forårsfest var ikke kun at få fuldt hus.

- Det er også godt at møde andre mennesker over et godt måltid mad, sagde Viggo Petersen.

Underholdningen stod det sønderjyske band OS 4 for, og bandet er efterhånden fast inventar, når der er forårsfest i Flensborghus.

- Arrangørerne må kunne lide, hvad de hører, for jeg vil tro, at vi har spillet til forårsfesterne de sidste mere end 10 år, sagde bandets trommeslager.

Efter dejlig mad, tombola og dans sluttede årets forårsfest godt en time efter midnat.

 

Tekst: Flensborg Avis

Fotos: SSF (klik på billedet, for at forstørre det)