ILDFUGLEN

Tirsdag den 9. februar 2016 kl. 20.00

Husumhus, Neustadt 83, Husum


Dansk Danseteater genfortolker den klassiske ballet Ildfuglen af den banebrydende komponist Igor Stravinskij. Et værk der selv her 100 år efter urpremieren stadig betragtes som et af de ypperste moderne orkesterværker i nyere tid.

Tim Rushtons ”Ildfuglen” er en berusende fortælling om to unge mennesker, der stormfuldt forelsker sig i hinanden. I Dansk Danseteaters version er de gamle trin skiftet ud med en moderne koreografi, men historien handler stadig om kampen mellem det gode og det onde, og om kærlighedens kraft.

Den oprindelige version af Ildfuglen er et af de mest gribende værker i ballethistorien. Den er baseret på gamle russiske folkesavn, og den formår stadig at forføre og tryllebinde sit publikum. Igor Stravinskijs orkesterværk er en pirrende genistreg, der i samspil med dansen formår at spille på hele følelsesregistret – fra desperation til forelskelse, fra afsky til lidenskab og fra fortvivlelse til spirende håb

Balletten blev uropført af Ballets Russes i Paris i begyndelsen af 1900-tallet, og lige siden har utallige balletkompagnier haft den på repertoiret. Nu er turen kommet til Dansk Danseteater, der med udgangspunkt i et spændende visuelt design inviterer til et splinternyt, intimt danseværk med kompagniets internationale dansere.

”For mig er dans en oversættelse af følelser. Det er en anden måde at kommunikere på, som begynder der, hvor ordene holder op.” Tim Rushton

Gratis introduktion kl. 19.00

Varighed: 60 minutter inkl. prolog, ingen pause