JULEKONCERT MED DUOEN MARK & CHRISTOFFER

Torsdag den 14. december 2018 kl. 19.30

Flensborghus, Norderstr. 76, Flensborg


Duoen Mark & Christoffer er blevet kaldt ”Det bedste, der er kommet ud af Sønderjylland siden spegepølsen”. De to gutter begyndte at spille sammen i gymnasietiden i Sønderborg og udviklede efterfølgende deres musikalske håndværk: Mark Dixon på The Academy of Contemporary Music i London og Christoffer Brodersen på Det Danske Musicalakademi i Fredericia.

Begge sangere har siden levet professionelt af deres passion for sang og musik, og de er vant til at stå på de store scener rundt om i landet: Mark som frontman i det populære showorkester Superband, Christoffer som sanger i vokalgruppen Basix og hovedrolleindehaver i musicals som Les Miserables, Miss Saigon og Chess.
Men når de to gamle spillekammerater sætter sig ved siden af hinanden med hver deres guitar og begynder at spille, sker der noget magisk: Tiden bliver skruet tilbage. Sangene rører ved én. Og den særlige kemi mellem de to gutter, de venskabelige drillerier og den lunefulde humor smitter og omfavner publikum, og mellem sangene slår de to knejte over i klingende sønderjysk.

Gennem årene har Mark og Christoffer fundet og finpudset deres egen stil, inspireret af kunstnere som Simon og Garfunkel, James Taylor, John Denver og The Beatles. Til koncerten vil man opleve fortryllende fortolkninger af kendte juleklassikere såsom Have Yourself a Merry Little Christmas, Last Christmas og En rose så jeg skyde. Men der er også andet end jul på programmet. Mark & Christoffer kigger tilbage på det forgangne år og spiller sange, der har relevans til nogle af årets store begivenheder.

Det er to venner, der rejser rundt i landet ved juletid og glæder sig til at spille sammen. 17 års makkerskab og venskab kogt ned til én hyggelig musikalsk aften.

Billetter: ssf-billetten.de (eller ved aftenkassen)

Billetpriser:
Forsalg: 12 € SSF-medlemmer (15 € ikke-medlemmer / 8 € unge under uddannelse)
Ved aftenkassen: 15 € SSF-medlemmer (18 € ikke-medlemmer / 8 € unge under uddannelse)

Arrangører: SSF og SdU