KOMMENTAR: ALLE PRÆSIDENTENS MÆND


Det siger sig selv, at alle præsidentens mænd – fra specialuddannede sikkerhedsfolk til personlige bodyguards og privatchauffører plus en stab af rådgivere og sekretærer – uvilkårligt vil sætte deres præg på bybilledet og for en stund også den daglige trafik i Nørregade, når den nyligt indsatte Forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, senere i dag ankommer til Flensborg.

I forbindelse med sine tiltrædelsesrejser rundt i landet er Forbundspræsidenten netop i disse dage på rundtur i Slesvig-Holsten, hvor han -efter eget ønske - udtrykkeligt har anmodet om at få et officielt møde i stand med DialogForum Norden og den fælleseuropæiske mindretalsorganisation FUEN.

Mødet foregår i FUEN’s kontor Nørregade. Forbundspræsidentens besøg er et stort og fantastisk cadeau til det mindretals-arbejde, som lige præcist her i regionen har vist, at det er muligt at forvandle et ’mod hinanden’ til et ’for og med hinanden” i en fredelig pluralistisk samhørighed, hvor forskellige mindretal og folkegrupper i fred og fordragelighed kan opretholde og værne om deres sprog og kultur uden at give anledning til uoverensstemmelser og konflikt.

Allerede under sin tiltrædelsestale udtrykte Forbundspræsidenten et klart ønske om at komme i dialog med borgerne overalt i forbundsrepublikken. Under ledetråden ’Orte der Demokratie” turnerer han rundt i landet for blandt andet at samle indtryk og inspiration til de politiske - og realpolitiske løsninger, der er nødvendige for at dæmme op for de voksende socio-kulturelle  spændinger, som både præger det tyske samfund og hele det europæiske fællesskab i disse år.

Lige netop derfor ligger der også et klart politisk signal i dagens besøg, der vidner om Forbundspræsidentens personlige imødekommenhed overfor ’det gode mindretals-eksempel’ her i grænselandet og den ekstraordinære politiske substans, som potentielt gemmer sig bag visionen om et Mindretallenes Hus her i Flensborg.

Det er ganske enkelt fantastisk, at Frank-Walter Steinmeier så tidligt efter sin tiltræden bevidst vælger at aflægge mindretallene i Sydslesvig et besøg, og derfor hilser vi både Forbundspræsidenten og alle hans mænd velkommen.

Undervejs bydes Forbundspræsidenten også på en officiel middag på Flensborghus, hvor ministerpræsident Daniel Günther (CDU) er vært.

Sydslesvigsk Forening