10.04.2010

Stilfuld tildeling af to sølvnåle i Sterup

Dine og Toni Hansen fik
SSFs sølvnål - Toni posthumt.

Dine Hansen med amtsformand Peter
Kreutzer. (Fotos: Tine Andresen)

Brodine »Dine« Hansen (foto) fra SSF-distrikt Sterup fik torsdag den 15. april overrakt SSFs sølvnål for over 40 års indsats for det danske arbejde i området. Hendes mand »Toni« Hansen fik sølvnålen tildelt posthumt.


Hun og hendes for nyligt afdøde mand Antoni »Toni« Hansen har været aktive i bestyrelsesarbejdet i Sterup siden 1962.

Amtstyrelsen for SSF Flensborg amt havde allerede i januar besluttet, at begge skulle have en sølvnål. Datoen for overrækkelsen blev fastlagt til den 10. marts på Dansk Alderdomshjem i Flensborg, hvor Toni tilbragte sin sidste tid.

Desværre nåede Toni ikke at opleve hædersdagen. Han døde den 7. marts. Overrækkelsen af sølvnålene blev derfor udskudt til generalforsamlingen den 15. april, hvor SSFs amtsformand Peter Kreutzer både overrakte sølvnålen til Dine - og posthumt til Toni.

 

Sterup tilsluttes Sørup

Ved Tonis død nåede Dine til overbevisningen om, at tidspunktet for at stoppe som distriktsformand i Sterup var kommet - både i SSF og SSW. Det meddelte hun på generalforsamlingen, men der var ingen, der ønskede at være hendes efterfølger.

Resten af bestyrelsen og de tilstedeværende medlemmer besluttede derfor at nedlægge distriktet og flytte de resterende medlemmer over til nabodistriktet Sørup.

Med 24 medlemmer var Sterup SSF-distrikt det mindste af Flensborg amts 20 distrikter.

 

Tine Andresen