DET SYDSLESVIGSKE JULEMÆRKE 2017


Ingen jul hos det danske mindretal i Sydslesvig uden et officielt Julemærke fra de dansksindede sydslesvigeres kulturelle hovedorganisation, Sydslesvigsk Forening.

Motiverne på Det sydslesvigske Julemærke 2017 er tegnet af eleverne i den nuværende 4.-5. årgang på Vesterland-Kejtum Danske Skole på Sild, som med lyst og iver - og under klasselærer Lisbeth Buhl Mikkelsen begejstrede ledelse - påtog sig opgaven, da SSF’s Billedsamlingsudvalg henvendte sig før sommerferien for at høre, om eleverne havde mod på opgaven?

Oplægget fra vores side var, at eleverne hver især skulle tegne og farvelægge et enkelt motiv, der udfyldte hele billedfladen og som stod i direkte relation til julehøjtiden. Eleverne gik på det tidspunkt i 3.-4. årgang, men har alligevel på fornemmeste vist formået at indfange og gengive julen og julens glæder, selv om opgaven blev udført langt udenfor julesæsonen.  Både i arkets helhed og i de enkelte individuelle billeder stråler elevernes fortælleglæde igennem om glade nisser, snemænd og pyntede juletræer, mens sneen daler lige stille ned i baggrunden”, påpeger Billedsamlingsudvalgets formand, Erik Fredens.

På hele udvalgets vegne takker han eleverne på Vesterland-Kejtum Danske Skole for deres medvirken. 

Det sydslesvigske Julemærke 2017 sælges fra førstkommende lørdag (11. november), hvor mærkerne bliver lanceret på Sydslesvigsk Forenings årlige Landsmøde på Husumhus. 

Julemærkerne sælges for fire euro - henholdsvis 30 danske kroner - pr. ark med 32 mærker, der kan købes i SSF’s sekretariater overalt i Sydslesvig, på Aktivitetshuset i Nørregade og online via SSF’s hjemmeside (www.syfo.de/julemaerker)


Overskuddet fra julemærkesalget går til Sydslesvigsk Forenings humanitære arbejde.