Kommentar 23.2.: Folkeligt og politisk netværksarbejde
Grænseforeningens generalsekretær efterlyser i sin klumme ”Therkelsens Hjørne” i seneste nummer af Grænsen, at Sydslesvig udvikler en målrettet oplysningsindsats om nationale mindretal og mindretalsrettigheder over for flertalsbefolkningen i Slesvig-Holsten og Tyskland, gerne i samarbejde med det tyske mindretal i Nordslesvig. Men hvordan står det egentlig til med mindretallets oplysningsarbejde?
Igennem årtier har SSF og Sydslesvigsk Pressetjeneste varetaget det danske mindretals oplysnings- og offentlighedsarbejde i Danmark og syd for grænsen. Det er indlysende, at man sagtens kan bruge endnu flere ressourcer, men at postulere, at der mangler en målrettet oplysningsindsats er ikke rimeligt.
SSFs og SSWs folkelige og politiske arbejde er meget decentralt og basisorienteret. SSF er forgrenet i 83 distrikter i Sydslesvig, og SSW består af 65 distrikter. Det vil sige, at det danske mindretal når bredt ud i forhold til kontakt og dialog med tyske medborgere på tværs af Sydslesvig. Betydningen af dette aktive mellemfolkelige samarbejde skal man ikke underkende.
SSF og SSW deltager i talrige flertalsrelaterede aktiviteter som repræsentant for det danske mindretal og er således aktive medspillere i det kulturelle og politiske rum i Sydslesvig.
SSW har omkring 200 lokalpolitikere i det kommunalpolitiske landskab, og SSFs kulturarbejde er en del af det almindelige samfundsliv såvel lokalt som regionalt.
Der foregår med andre ord et bredt folkeligt og politisk netværksarbejde.
Ud over det daglige pressearbejde rettet mod tyske medier, så er SSF og delvist andre sydslesvigske foreninger og institutioner ofte synlige ved lokale og regionale aktiviteter så som byfester, kulturarrangementer og fx Schleswig-Holstein-Tag. I landdagen har vi haft udstillinger og gennemført emneorienterede møder for parlamentarikerne.
Dette dyrker SSF også i forhold til forbundsdagen i samarbejde med mindretalsrådet. Dertil kommer årlige informationsarrangementer i Berlin.
Ligeledes på den europæiske politiske scene er SSF med for at støtte den europæiske mindretalsorganisation FUEN ved oplysning om nationale mindretal og mindretalsrettigheder.
I forbindelse med det danske mindretals håndtering af Kiel-regeringens nedskæringspolitik over for de danske skoler, har mindretallet - sideløbende med den danske regerings entydige politisk pres - gennem målrettet kontakt- og oplysningsarbejde i Berlin været med til at sikre, at forbundsregeringen bevilgede en kompensation i 2011 og ligeledes i 2012.
Der er ingen tvivl om, at kontakt- og oplysningsarbejdet sydover skal være et prioriteret indsatsområde for det danske mindretal. Derfor kan SSF selvfølgelig kun støtte en videreudvikling af det store oplysningsarbejde, der allerede finder sted.
SYDSLESVIGSK FORENING






