KOMMENTAR: UDVIKLINGEN FORTSÆTTER


[KONTAKT]Når Sydslesvigsk Forening (SSF) om to dage samler alle sine delegerede, øvrige medlemmer og gæster til sit store årlige Landsmøde på Husumhus i Husum, kan deltagerne - udover at få gennemgået de obligatoriske årsberetninger, regnskabstal og gennemføre og de lige så obligatoriske valg til de respektive udvalg og organer, som foreskrevet i foreningens vedtægter - også se frem til at blive opdateret om den udviklings- og moderniserings-proces,  der har været på dagsorden hos SSF i det seneste halvandet års tid.

Og som skal bane vejen for, at Sydslesvigsk Forening også i de kommende år kan fastholde og udvikle sin position som de dansksindede sydslesvigeres kulturelle hovedorganisation.

Efter cirka halvandets års benarbejde med mange samtaler, drøftelser og diskussioner blandt de menige medlemmer rundt om i SSF’s mange distrikter og amter og, hvor deltagerne har påpeget og sat ord på diverse konkrete ønsker og forslag, men også deltaget i dialogen om SSF’s mere overordnede visioner og missioner, er de mange tanker, input og overvejelser nu blevet destilleret ned og samlet i en lille håndfuld tema-oplæg.

De vil under hver sin overskrift blive præsenteret på Landsmødet, så både de delegerede og de øvrige fremmødte kan få et fingerpeg om, hvad Sydslesvigsk Forening vil fokusere på i sit forestående udviklingsarbejde.

For udviklingen fortsætter  - og skal fortsætte!

Med afsæt i den særlige historie og de særlige historiske traditioner og omstændigheder, som er et grundlæggende fundament for SSF’s og hele det danske mindretals DNA og selvforståelse, er det lige så afgørende vigtigt at forholde sig aktivt til samtidens udvikling og tendenser indenfor moderne foreningsliv, frivillighed og folkeligt engagement anno 2017.

Og det er afgørende vigtigt for foreningens fortsatte vitalitet og udvikling at have modet til at sætte ord på de nye krav, visioner og indbyrdes forventninger, som skal til for både at holde liv i og forny en forening med snart 100 år på bagen, der fortsat vil insistere på at byde nye medlemmer velkommen i det danske fællesskab syd for grænsen. 

Udviklingen samler sig især om rekruttering, fastholdelse og involvering af nye medlemmer, om fortsat værnen om det danske sprog, det danske sindelag og den danske samhørighed, men også om at formulere og udøve en aktiv foreningskultur og et levende foreningsliv, der appellerer positivt til såvel nye som ’gamle’ medlemmer, der bekender sig til danskheden i Sydslesvig,

Vel mødt til Landsmødet!

 

Sydslesvigsk Forening