SYDSLESVIGPRISEN 2017 GÅR TIL WILMA NISSEN


OBERST H. PARKOVs SYDSLESVIGPRIS - 2017:     

Sydslesvigsk Forening (SSF) har efter indstilling fra bestyrelsen for SSF Flensborg By valgt at tildele 75-årige Wilma Nissen, Flensborg, dette års udgave af Oberst H. Parkovs Sydslesvigpris 2017 – også kaldet ’de stille slideres pris”.  

Prisen overrækkes i dag, lørdag 11. november, under SSF's Landsmøde på Husumhus i Husum. 

Årets prismodtager er i sandhed en stille slider.  Wilma Nissen, der rundede de 75 år for blot nogle få dage siden (8. november) og som modtog Sydslesvigsk Forenings sølvnål i 1999, er – trods sin fremskredne alder – stadig aktiv i distriktsbestyrelsen for Sct. Jørgen-Mørvig, hvor hun har været et engageret bestyrelsesmedlem i adskillige år og, hvor hun de seneste mange år har været en upåklagelig og pålidelig kasserer.

 

Det politiske arbejde inden for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) har også haft hendes store bevågenhed, og som et aktivt og engageret byrådsmedlem for SSW har hun blandt andet været byrådsmedlem i Flensborg by fra 1998 til 2013 med plads i blandt andet byudviklingsudvalget, kulturudvalget og ligestillingsudvalget, hvor fungerede som udvalgsformand fra 2003 til 2013.

 

I sin sparsomme fritid har Wilma Nissen, der er gift med Günther og mor til to voksne børn, også fundet tid til at skifte den lokalpolitiske scene ud med de skrå brædder som en passioneret medaktør ved det plattyske amatørteater ”Lütte Kummedie” i Harreslev, hvor hun adskillige gange har optrådt som skuespiller på rollelisten i talrige opførelser. Sideløbende med en organisatorisk indsats som medlem af ”Gesellschafterversammlung” for Slesvig-Holstens Landestheater fra 1998 til 2003.

 I de senere år, efter årene som byrådsmedlem og medlem af Gesellschafterversammlung, har Wilma Nissen kun i beskedent omgang skruet for ’sin stille sliderindsats’ på det danske mindretals vegne. På nuværende tidspunkt er hun blandt andet kasserer for SWW i Flensborg Øst. Ligeledes vogter hun nidkært over fødselsdagslisten hos sin vælgerforening, så ingen bliver glemt, når der er grund til at kippe med fanen.

Lørdag den 11. november kipper Sydslesvigsk Forening (SSF) og de tilstedeværende medlemmer under Landsmødet på Husumhus i Husum med fanen for Wilma Nissen, som i den grad er en værdig og fortjent modtager af Sydslesvigprisen 2017. 

 

Yderligere spørgsmål og info:

Generalsekretær Jens A. Christiansen

Sydslesvigsk Forening

Tlf. +49 (0) 461 14408-110

Mobil +49 (0) 171 4755280

 

 

 

Tidligere modtagere

1983: Otto Witt, Tønning/ Ejdersted amt,

1984: Carl Christiansen, Frederiksstad/ Husum amt,

1985: Annemarie Stollberg, Bredsted/ Husum amt,

1986: Mary Johannsen, Flensborg by,

1987: Wilhelm Hansen, Ylsbyskov/ Gottorp amt,

1988: Elsa Koch, Vanderup/ Flensborg amt,

1989: Henriette Westland, Flensborg by,

1990: Hans Detlef Andresen, Agtrup/ Sydtønder amt,

1991: Marie Giessel, Schinkel/ Rendsborg-Egernførde amt,

1992: P.J. Alberts, Østerhever/ Ejdersted amt,

1993: Anne og Gerhard Clausen, Moldened/ Gottorp amt,

1994: Margit Andresen, Veding/ Flensborg amt,

1995: Irma Baumann, Drage/ Husum amt,

1996: Andreas Blöcker, Flensborg by,

1997: Johann Mikkelsen, Læk/ Sydtønder amt,

1998: Hildegard Srogosz, Skovby/ Gottorp amt,

1999: Hans Jørg Petersen, Egernførde/ Rendsborg-Egernførde amt,

2000: Erika Bruhn, Garding/ Ejdersted amt,

2001: Elfriede Plichta, Kobbermølle/ Flensborg amt,

2002: Elfriede Geipel, Husum/ Husum amt,

2003: Heinrich Hein, Flensborg by,

2004: Elke Müller, Vesterland/ Sydtønder amt,

2005: Birte Lütt, Slesvig/ Gottorp amt,

2006: Christel og Otto Prühs, Rikkert, Rendsborg-Egernførde amt,

2007: Alwine Bracke, Hørup, Flensborg amt,

2008: Monika Martens, Tønning, Ejdersted amt,

2009: Ketel Lorenzen, Bredsted, Husum amt,

2010: Hans Werner Clausen, Flensborg-Tarup,

2011: Richard Petersen, Nibøl, Sydtønder amt,

2012: Ingrid Thomsen, Slesvig/ Gottorp amt,

2013: Renate Petersen, Egernførde, Rendsborg-Egernførde amt,

2014: Marianne Huy, Oksbøl, Flensborg amt,

2015: Frauke Alberts, Ejdersted amt,

2016: Hans-Heinrich Pauly, Husum amt.

 

Sydslesvigprisen

Oberst H. Parkovs Sydslesvigpris er indstiftet af Oberst H. Parkovs Mindefond i 1983 og ledsages af en check, der overrækkes tæt på mindedagen den 22. september eller på SSFs landsmøde af formanden for fonden, fhv. Grænseforenings-direktør Niels Henriksen, Sorø.

Prismodtagerne indstilles til fondsbestyrelsen af SSFs forretningsudvalg - og kandidaterne foreslås på skift af SSFs amtsorganisationer. Der er tradition for, at prisen tildeles en dansk mand eller kvinde, som har gjort en ihærdig og trofast indsats i basisarbejdet for det danske mindretal.

Legatstifteren

I 1975 døde oberst Parkovs datter, Inger Parkov, cand.polit. og fhv. vicekontorchef i Københavns Kommune, i en alder af 85 år. Hun var en god ven af Sydslesvig. Til minde om sin far havde hun indstiftet »et efterhånden meget stort legat, der bærer hans navn«, som »Grænsen« skrev i en nekrolog i anledning af hendes død, da formuen var ved at runde 1 mill. kr.

 

Hans Parkov

f. 22.9.1857 i København. Følgende familietraditionen var han en stor ven af grænselandet og Sydslesvig.

Sekondløjtnant 1879, premierløjtnant 1981, kaptajn 1891, oberstløjtnant 1906, oberst 1913, chef for Tunestillingens Artillerikommando 1916, stabschef hos Generalinspektøren for Artilleriet 1918, afsked 1919, bestyrer for Frederiksværk Krudtværk.

Folketingsmand for Frederiksværk-kredsen 1906-13 (Højre), atter folketingsmand fra 1918, 2. viceformand i Folketinget 1920, formand for Gjentofte Kommunalbestyrelse og for Frederiksborg Amts Skytteforening, første borgmester i Gjentofte, da kommunen fik købstadsrettigheder 1934, formand i Overbestyrelsen for De Danske Skytteforeninger, medlem af Statens Lønningsråd fra 1924, af Amtsrådet for Gl. Københavns Amt fra 1922, af Bestyrelsen for Københavns Sygehjem, for Foreningen af 23. april 1832, for Aktieselskabet C. Wiibroes´s Bryggeri og for Aktieselskabet Frederiksborg Amts Tidende, næstformand i Bestyrelsen for Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs-Aktieselskab, i Kontrolkomiteerne for Forsikringsselskaberne Haand i Haand og National.

Danske og udenlandske ordener.

I 1928 talte han på kongens vegne ved Landsstævnet (i dag: DGIs Landsstævne) på Dybbøl.

Død 10.4.1934.

 

Fondens formænd

Højskoleforstander Niels Bøgh Andersen (†), Jaruplund.

Fhv. SSW-formand Wilhelm Klüver (†), Flensborg.

Fhv. Grænseforenings-direktør Niels Henriksen, Sorø