Med den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 fik det danske mindretal igen hårde vilkår at virke under.
Ganske vist var den officielle nazi-tyske politik, at det danske mindretal skulle have lov at være i fred, og at den dansk-tyske grænse i øvrigt lå fast. Men et var, hvad der besluttedes i Berlin, noget andet hvad der praktiseredes i Grænselandet.
Lokale nazister både nord og syd for grænsen agiterede i 1930’erne ivrigt og aggressivt for en grænserevision, der kunne få tyskerne nord for grænsen hjem til riget.
Og i Sydslesvig oplevede mange dansksindede, at danskheden kom under pres. Adskillige har for eksempel berettet om, at brændsels- og fødevarehjælp kunne være overordentlig længe undervejs, hvis man havde sine børn i dansk skole.
Ikke sjældent fik de ligefrem besked på, at det nok ville fremme deres muligheder for at på kul i kakkelovnen eller arbejde, hvis de tog deres børn ud af de danske skoler og blev en del af det nazistiske folkefællesskab.
Elevtallet på de danske skoler i Sydslesvig satte da også i 1945 bundrekord med kun 500 elever.
Igen måtte dansksindede mænd i Sydslesvig gå i krig for en sag, der ikke var deres. Det var stadig holdningen blandt de ledende i mindretallet, at værnepligten var en lige så klar borgerpligt som for eksempel at betale sin skat. I øvrigt kunne man ikke undslå sig. Eneste alternativ var at flygte til for eksempel Danmark og gå under jorden.
De danske sydslesvigere i tysk tjeneste måtte yderligere, hvis de blev krigsfanger, lide den tort, at de allierede ofte satte dem i bås med de rigsdanskere, der af sympati med nazismen havde meldt sig frivilligt til den tyske værnemagt.