1945 - 1955 Ny fremgang

Årsmødet i Flensborg i 1946 samlede tusinder af deltagere. Foto: Dansk Centralbibliotek

Efter Tysklands nederlag og totale sammenbrud i 1945 fik det danske mindretal en nærmest eksplosiv tilgang. Sydslesvigsk Forening talte i 1948 ikke mindre end 75.000 medlemmer.

 

Det var langt flere, end man med rette kunne hævde havde været ”skabs-danskere” i nazi-årene. Årsagerne var flere. Mindretallets ledere, var stort set de eneste, der i den offentlige debat rejste betænkelighed ved de mange flygtninge fra Øst-preussen, der i krigens sidste måneder havde oversvømmet Slesvig-Holsten, og tydeligvis ikke var til sinds at rejse tilbage igen.

 

Men nok så meget var det at tilslutte sig det danske mindretal en måde at markere et antinazistisk sindelag på. Og det var der mange, der gerne ville i netop de år.

 

Det blev dog også hævdet, at den hjælp, der strømmede til Sydslesvig fra Danmark, spillede en rolle. Hånsordet Speckdänen blev fundet frem igen.

 

Men selv om SSFs medlemstal stabiliserede sig i takt med at Tyskland gjorde det samme, var mindretallet blevet styrket. Der blev bygget danske skoler over hele Sydslesvig, og de tyske myndigheder og mindretallet begyndte så småt at opfatte hinanden som samarbejdspartnere, ikke kun som modspillere.

 

I 1949 bekræftede den slesvig-holstenske regering mindretallets rettigheder. Siden, i 1955, fulgte forbundsregeringens anerkendelse.

 

Da underskrev den tyske kansler og den danske statsminister de såkaldte Bonn-København-erklæringer, der fastslog mindretallenes rettigheder nord og syd for grænsen.

 

Det var endnu vigtigt for begge lande, at der var tale om ensidige erklæringer, ikke en aftale. Det måtte nemlig ikke hedde sig, at man afgav suverænitet.

 

I Bonn-København-erklæringerne blev det blandt andet slået fast, at bekendelsen til mindretallet er fri og ikke må efterprøves eller bestrides af myndighederne.

 

 

Fotogalleri