Efter 1955 - København-Bonn Erklæringerne

Karl Otto Meyer. Foto: SSF

Mindretallets rettigheder er i dag slået fast i delstaten Slesvig-Holstens forfatning. Men dets ligestilling er langt fra nogen selvfølge. På en række områder mangler der følge-love, der sikrer den.

 

Karl Otto Meyer - senere chefredaktør på Flensborg Avis, SSW-lands- formand og SSW-landdagsmedlem, EU-skeptiker, lærer af profession - udtalte sig i 1952 imod Tysklands remilitarisering. Det stødte landsregeringen i Kiel, og den fratog ham retten til at virke som lærer. Først efter to års »Berufsverbot« omstødte overforvaltningsretten i Lüneburg landsregeringens afgørelse.

 

Det er stadig sådan, at de danske skatteydere betaler hovedparten af tilskuddet både til det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske i Sønderjylland.

 

Skolebuskørslen er – især i de egne hvor mindretallet er spredt - med til at gøre det dyrt for dansksindede sydslesvigske forældre at sende deres børn i dansk skole.

 

I takt med, at polariseringen mellem mindretal, flertal og myndigheder er taget af, finder færre det nødvendigt at markere deres danskhed på organiseret vis. Samtidig er Sydslesvig som randområde ramt af afvandring på grund af ringe jobmuligheder. Og er – som Danmark – ramt af, at lysten til foreningsmæssigt engagement er under forandring. Det rejser nye udfordringer for mindretallet. Men forsoningen mellem dansk og tysk giver også nye muligheder.

 

Interessen for at lære det danske sprog har aldrig været større. Nye kommer til mindretallet, når de ønsker at få deres børn i danske skoler, og selv må lære dansk og blive en del af fællesskabet.

 

 

Fotogalleri

 

Læs København Erklæringen

 

Læs Bonn Erklæringen