Før 1864 - Opbruds- og oprørstider

Rendsborg lige efter proklamationen om hertugdømmernes løsrivelse fra Danmark. Foto: Dansk Centralbibliotek

Det dansk-tyske grænseland har i århundreder ført en omtumlet tilværelse, hvor sindelag og statsgrænser langt fra altid har fulgtes ad.

 

Slesvig og Holsten, i grove træk området mellem Kongeåen og Elben, var i princippet selvstændige hertugdømmer, som imidlertid, siden Christian den 1. havde den danske konge som statsoverhoved. De to hertugdømmers indbyrdes grænse gik ved Ejderen.

 

I 1830’erne bredte kravet om borgerlige, demokratiske forfatninger sig i det meste af Europa. Således også i Slesvig-Holsten, hvor det blev kædet sammen med et krav om hertugdømmernes løsrivelse fra Danmark. Det førte i 1848 til et holstensk oprør mod den danske kongemagt.

 

Preussen, som var en af Europas moderne stormagter, intervenerede til fordel for oprørerne, men trak sig ud efter pres fra England og Rusland.

 

Det gjorde det muligt for Danmark at slå oprøret ned.

 

I de følgende årtier blev der fra dansk side gjort store bestræbelser på at fremme dansksindet i hele Slesvig.

 

Da Danmark skulle have en demokratisk forfatning eller grundlov, var det kongens og regeringens hensigt, at den også skulle gælde for Slesvig.  

 

Det blev af Preussen udlagt som brud på et løfte, Christian 1. angiveligt skulle have givet om aldrig at skille de to hertugdømmer ad. Og det var antageligt en bekvem anledning for den preussiske kansler til at starte en krig, der kunne styrke Preussens rolle som det førende af de mange Tysklande, Tyskland dengang bestod af.