32 årsmødeplakater udstilles på Jes Kruse Skolen


[KONTAKT]Eleverne på Jes Kruse Skolen i Egernførde behøver nu ikke længere at sidde stille på rumpetten på stolene i deres klasseværelser for at lære historien om de traditionelle og traditionsrige årsmøder i Sydslesvig.

Historien om årsmøderne er nemlig meget mere synlig og tilgængelig ude på gangen,  hvor ikke færre end 32 indrammede Årsmødeplakater netop er blevet hængt op.

Årsmødeplakaterne tilhører Sydslesvigsk Forening (SSF), som på billedsamlingsudvalgets foranledning har udvalgt et selektivt udvalg af samlingens små 40 årsmødeplakater fra de sidste årtier og som på fornem grafisk vis giver et både farvestrålende og tidstypisk indtryk af de store årsmøder, som det danske mindretal i Sydslesvig har holdt siden 1950’erne.

Skolens pedeller, Ingwer Roost og Morten Terkelsen, har stået for såvel ophængningen som den systematiske sortering og udvælgelse af de 32 plakater, der spænder over en periode på ikke færre end 65 år. Den ældste udstillede årsmødeplakat daterer sig nemlig til 1952.

Udstillingen af de mange årsmødeplakater blev åbnet med en lille fernisering mandag aften i sidste uge, hvor også SSF’s årsmødeudvalg var til stede. Årsmødeplakaterne kan ses på Jes Kruse Skolen under årsmødedagene og i skolens åbningstid frem til sommerferien.