Folkemødet 2018: Masser af information og inspiration fra Sydslesvig til Danmark

Billeder fra Sydslesvigteltet på Folkemødet 2017. (Fotos: Sydslesvigsk Pressetjeneste)


Til årsmøderne i weekenden forventes mange gæster fra Danmark. Ti dage senere tager mindretallet på genbesøg og deltager i Folkemødet 2018 på Bornholm. Bortset fra mindretallets organisationer, institutioner og Flensborg Avis, der sammen med Grænseforeningen byder på et spændende debatprogram, vil også 60 gymnasielever og Sydslesvigudvalget være med til at gøre Sydslesvig synligt på Danmarks store demokrati-festival.

 

Et næsten tre meter stort billede af Istedløven er landemærket for Sydslesvigs præsentation på Folkemødet 2018. Løven troner over Sydslesvigteltet, hvor det danske mindretals organisationer sammen med Grænseforeningen, Folketingets Sydslesvigudvalg og andre i fire dage tilbyder information, debatter, hygge og fest for de ca. 100.000 gæster, der forventes til Danmarks årlige demokrati-festival på Bornholm.

 

Inde i teltet stabler arrangørerne sammen et veritabelt program på benene, der lokker med kendte navne og spændende, til tider provokerende diskussioner både om det danske mindretal og forholdet mellem Danmark og Tyskland.

 

Mindretallet og mindretalspolitik til debat

 

Debatprogrammet spænder bredt. SSF og Grænseforeningen har inviteret til debat med kulturminister Mette Bock og to generationer af sydslesvigere om national identitet. Grænseforeningen præsenterer resultaterne af en undersøgelse om danskernes kendskab til det danske mindretal, som er foretaget af Michael Moos-Bjerre. Med den tidligere landsholdsspiller i håndbold, Erik Veje Rasmussen, og DBU-næstformand Bent Clausen tales der om sport og national identitet. 

 

Forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) og medlem af Europaparlamentet Jens Peter Bonde (Folkebevægelsen) vil drøfte, om mindretalspolitik kan være med til at forhindre flygtningestrømme i Europa og Verden. Og SSW spørger, om folkeafstemningen fra 1920 med den fredelige grænsedragning og den dansk-tyske mindretalsmodel til følge kan være forbillede for Catalonien-konflikten i dag. Svarene giver historikeren Uffe Østergård, medlem af Sydslesvigudvalget Christian Juhl, MF (EL), Slesvig-Holstens tidligere europaminister Anke Spoorendonk (SSW) og formanden for Det Udenrigspolitiske Selskab U35 Lukas Lausen.

 

Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig har inviteret til en debat om den sundhedsfaglige indsats i folkeskolen, og Dansk Kirke i Sydslesvig tilbyder morgensang og en andagt om frihed, fællesskab og folkelighed med udgangspunkt i Danmarkskanon'en.

 

Dansk-tyske forhold

 

Udover det danske mindretal og mindretalspolitik præger mindretallets rolle som brobygger mellem Danmark og Tyskland programmet i Sydslesvigteltet. Flensborg Avis har inviteret til diskussion om dansk og tysk pressekultur med DRs korrespondent i Berlin Michael Reiter, journalist Jesper Vind og SSFs kommunikationschef Lars Erik Bethge. Desuden har mindretallets dagblad sat DFs Søren Espersen, socialdemokraternes Christel Schaldemose og den tidligere slesvig-holstenske europaminister Anke Spoorendonk (SSW) stævne for at drøfte, om Danmark udenrigspolitisk bør rykke tættere på Tyskland. 

 

Hvordan dette forhold ser ud i dag, og hvorfor der skal investeres i det dansk-tyske naboskab, gør den danske ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen, og den tyske ambassadør i Danmark, Andreas Meitzner, rede for. Tilskuernes viden om forskellene mellem Tyskland og Danmark tester Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med en munter quiz om statistisk viden.

 

Laterneløb og kaffebord

 

At der er inspiration at hente i hinandens kultur, viser også et lanterneløb, som alle organisationer er fælles om at arrangere for "at lyse sommeraftenen på Folkemødepladsen op". Denne skik er ikke kendt i Danmark. En anden regional tradition plejes, når Grænseforeningen og SSF sammen med Bornholms Højskole byder på (økologisk) Sønderjysk Kaffebord, der ikke kun er berømt for sin overflod af kager, men for bare 100 år siden også havde vægtig nationalpolitisk betydning i det prøjsisk annekterede Slesvig.

 

Sydslesvigudvalget: Mindretalssamarbejde og vildsvinehegn

 

Folketingets Sydslesvigudvalg gennemfører i Sydslesvigteltet to debatter om aktuelle emner med relation til Sydslesvig og det dansk-tyske grænseland. Under overskriften ”Skal det danske mindretal engagere sig internationalt?” lægges der op til en kontroversiel diskussion om, hvorvidt det danske mindretal også bør være med i samarbejdet mellem de hjemmehørende europæiske mindretal eller kun tage sig af dansk kultur i Sydslesvig. Hidtil deltager SSF, SSW og Skoleforeningen i arbejdet hos den europæiske mindretalsunion FUEN. Desuden er SdU med i ungdomsorganisationen YEN, SSW er medlem af det europæiske parti EFA og Flensborg Avis er del af det europæiske samarbejde af mindretalsaviser MIDAS. Spørgsmålet drøftes af Martin Henriksen, MF (DF), Christian Juhl, MF (EL) og SSFs formand Jon Hardon Hansen.

 

Den anden debat i Sydslesvigudvalgets regi gælder vildsvinehegnet, der skal opføres ved den dansk-tyske grænse. Fagfolk og jægere mener, at hegnet ikke vil stoppe vildsvinene og, at det derfor er bedre at skyde dem. Det bliver drøftet under debatten med den lettere provokerende titel ”Skyd svinet!”, som Sydslesvigudvalgets formand Anni Matthiesen, MF (V), udvalgsmedlem Christian Rabjerg Madsen, MF (S), SSWs, formand Flemming Meyer og formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen deltager i.

 

60 elever fra Sydslesvig

 

Udover at informere og tilbyde inspirerende debatter i og omkring teltet er mindretallet også synligt på Folkemødets store areal med det nævnte lanterneoptog og en række unge mennesker. 60 gymnasieelever - 30 fra A. P. Møller Skolen og 30 fra Duborg-Skolen - repræsenterer Skoleforeningen i dagene på Bornholm. De står for forskellige aktiviteter foran Sydslesvigteltet og rundt omkring på pladsen. Med live-tv via internettet, som også vil kunne ses hjemme i Sydslesvig, aktiviteter på de sociale medier, en flashmob og en masse dialog med Folkemødets gæster, bærer de viden om grænselandet og særligt det danske mindretal i Sydslesvig ud i verden.

 

Læs mere om Folkemødet på www.folkemoedet.dk