Genforeningen kan stadig samle folk


Knap 100 år efter folkeafstemningen i 1920 og den såkaldte genforening, der delte hele Slesvig i nord og syd og lagde grundstenen til det nuværende danske mindretal i Sydslesvig, har Genforeningen nu til dags en særlig evne til at samle folk!  Både som en historisk kendsgerning, der er og bliver uløseligt knyttet til den danske nationalhistorie, og som et historisk fænomen med en nutidig aktualitet i vore dages globaliserede og stadigt mere internationale og grænseoverskridende verden.

Fremmødet og tilhører-interessen var i hvert fald stor under weekendens Historiske Dage i Øksnehallen i København, da SSF’s generalsekretær Jens A. Christiansen indtog historiefestivalens Grønne Scene til en åben debatsnak om genforeningens betydning i selskab med forskningsleder Hans Schultz Hansen fra Rigsarkivet og museumsinspektør René Rasmussen fra Sønderjyllands Museum, der hver især bød ind med spændende og nuancerede betragtninger om Genforeningen og dens betydning anno 2017. Især sidstnævnte René Rasmussen brændte så meget igennem som en ildsjæl for grænselandets formidling og historiefortælling, at han blev knipset i farten af de Historiske Dages fotograf og kort efter lagt op som opslag på  Twitter til stor begejstring for et par historiekyndige fans. Samtidig sad små 150 tilhørere bænket på tilhørerpladserne i Øksnehallen for at høre mere om genforeningens snart 100-årige historie og afgørende betydning for hele det syd- og sønderjyske og for det dansk-tyske grænseland – dengang såvel som nu.

Et særdeles vellykket indslag fra SSF’s side på Historiske Dage 2017.