Kampen mod EU: 1:0 til mindretallene

Jon Hardon Hansen og Loránt Vincze ved FUENs pressekonference den 4. april i Flensborg.


Det blev som forventet et tæt løb. Først sidste torsdag kunne den europæiske mindretalsunions præsident Loránt Vincze på sin Facebookside meddele, at 'Minority SafePack' efter organisationens beregninger havde overskredet den magiske grænse på én million stemmer - fem dage før et-års-fristen for indsamlingen udløb. Ti timer efter at kampen blev fløjtet af, kunne en strålende FUEN-præsident så i dag (onsdag den 4.04.) i Flensborg forkynde organisatorernes officielle slutresultat: Der er blevet samlet 1.215.879 stemmer i EU.

 

"Fulminant slutspurt"

Loránt Vincze blev for det danske mindretal ledsaget af en glad SSF-formand Jon Hardon Hansen: "For to-tre måneder siden har man knapt nok turde håbe på det, men nu er det realitet. I en fulminant slutspurt er det lykkedes for Europas mindretal at samle de nødvendige stemmer til vores borgerinitiativ. Det kan vi alle være meget stolte af."

 

Lille skår i glæden

Et lille skår i glæden over denne sejr er for Hansen dog, at det ikke er lykkedes mindretallene i Tyskland at mobilisere så godt: "Vi har forfejlet Mindretalsrådets mål om at samle 20.000 stemmer i Tyskland. Når man ser det i forhold til befolkningstallet, så har andre lande klaret sig langt bedre. Det kan skyldes, at mindretallene kun lever i en lille del af Tyskland. Men der er nok også noget om, at det har været nemmere dér, hvor der aktuelt er problemer. Her hos os er folk tilfredse med mindretalsmodellen, og det har været vanskeligt at overbevise dem om nødvendigheden af en ny mindretalspolitik på europæisk plan."" 

Til gengæld har det været yderst positivt, at repræsentanter for flertalsbefolkningen i Slesvig-Holsten har understøttet indsamlingen og opfordret til at underskrive, synes SSFs førstemand: "Både Albig-regeringen og ministerpræsident Günther har bakket helhjertetet op Minority SafePack. Og der er så mange andre at takke. Et særligt lyspunkt har helt bestemt også været, at SG Flensburg-Handewitt i sidste uge har støttet os med en standplads til vores indsamling i Campushalle. Den slags solidaritet i regionen varmer."

 

Bidrag til Danmark

Selv om danske, frisere, sorbere og sinti og roma ikke har opnået den tyske kvote, mener Jon Hardon Hansen, at det danske mindretal også har bidraget til, at Danmark opnåede kvoten og fik et overordentligt flot resultat. "Vi har ikke mindst til vores SSF-arrangementer kunnet samle rigtig mange underskrifter hos mennesker fra Danmark. Så på den måde har vi i al beskedenhed også kunnet yde et bidrag til, at det tyske mindretal og Grænseforeningen fik deres stemmer i hus."

 

Nu skal der tålmodighed til

SSF-formanden forventer, at mindretallene nu foreløbig må øve sig i tålmodighed, inden de får et svar fra EU på borgerinitiativets krav. "Dette er desværre ingen valgaften, hvor den endegyldige resultat forligger efter få timer. Først engang vil det tage op til tre måneder at få underskrifterne godkendt af de nationale myndigheder, man må jo også altid regne med enkelte ugyldige. Og så har EU tre måneder til at forholde sig til vores krav. Men nu har det taget år at få gennemtrumfet retten til dette initiativ og til at få det gennemført mod EUs modstand. Så foreløbig kan vi også bruge ventetiden på at glæde os over, at det blev 1:0 til mindretallene i den afgørende runde," siger Jon Hardon Hansen.  leb