KOMMENTAR: SSF får det til at swinge


Som det fremgår andetsteds på denne side – og på SSF’s officielle hjemmeside (www.syfo.de) – befinder vi os lige nu midt i en jazztid. 

Hos vore danske venner nord for grænsen står hele februar måned nemlig i jazz-musikkens tegn. Med hundredevis af jazz-events over det ganske land - fra regulære jazzkoncerter i Montmartre og på andre førende spillesteder til workshop, ungdomsjazz og jazz-kurser i lokale musikskoler og på hoteller, i caféer og i kirker – er hele Danmark godt i gang med sin landsdækkende musikfestival VinterJazz, der altid finder sted i februar måned.

Oven i købet med en enkelt afstikker her til Sydslesvig.

Morgendagens jubilæumskoncert på Flensborghus med DR’s Big Band, som tilmed er nummer 100 i rækken, har nemlig også fundet vej til det fyldige danske festival-katalog, og det må i den grad siges at være et skulderklap til Sydslesvigsk Forening, der i rollen som koncertarrangør om nogen har formået at placere Flensborg på det jazz-musikalske landkort.

Morgendagens jubilæumskoncert med DR’s Big Band i Flensborghus er for længst udsolgt, og den arrangerende forening kan med stor tilfredshed endnu engang konstatere, at Sydslesvigsk Forening har, hvad der skal til for at få det til at swinge.

Selv om der ind i mellem forekommer mislyse på de indre linjer og blandt den mangfoldighed af menige medlemmer, der bekender sig til det danske mindretal og det organisatoriske arbejde, som SSF udretter i mindretallets tjeneste, så er og bliver SSF en forening, der sætter pris på god takt og tone.

Både på koncertscenen og på de indre linjer.

Det første værdsættes tydeligvis af de mange dansksprogede og tysksprogede jazz-entusiaster, som trofast sikrer sig en entrébillet, hver gang SSF sætter et nyt jazznavn på plakaten. Det sidste af de mange menige medlemmer, der netop i disse uger har taget  bladet fra munden og givet deres besyv med, når foreningens fortsatte udvikling bliver drøftet på de årlige generalforsamlinger rundt om i de respektive distrikter og amtsforeninger.

Deres stemmer bliver hørt og deres bidrag bliver skam både bogført og taget alvorligt, når det overordnede partitur skal formuleres for Sydslesvigsk Forening i de kommende år.

Alt andet vil være taktløst! 

Både på tilhørernes, publikums og egne vegne ønsker SSF alle rigtig god fornøjelse med morgendagens Jubilæumskoncert nr. 100 med DR’s Big Band.   

 

          Sydslesvigsk Forening