Mindretalsforsker sætter slutspurten ind


[KONTAKT] Da den unge historiker Rejhan Bosnjak for cirka fire måneder siden lancerede en omfattende spørgeskema-undersøgelse blandt det danske mindretal i Sydslesvig i forbindelse med sin PhD-afhandling om mindretallets selvforståelse, havde han bestemt ikke regnet med at modtage mere end 1500 besvarelser.

Men det er ikke desto mindre tilfældet.

”I løbet af de første fem-seks-syv uger fik jeg helt op til 70-80 tilbagemeldinger om dagen. Både i form af de trykte spørgeskemaer, som har ligget rundt omkring, men bestemt også via det digitale spørgeskema, som kan downloades på nettet via bibliotekets hjemmeside.  Flere end 800 af dem er komplette besvarelser, hvor deltagerne har udfyldt hele spørgeskemaet. Resten er enten stoppet undervejs eller har blot svaret på nogle af spørgsmålene”, fortæller Rejhan Bosnjak.

Så sent som i sidste uge afsluttede han et tre måneder langt studieophold på et historisk forskningscenter ved universitetet i den norditalienske by Bolzano for at få den internationale dimension med ind i sit arbejde, som hele PhD-stipendiatet også kræver.

”Men nu er jeg hjemme igen og klar til at sætte slutspurten ind i forhold til spørgeskema-undersøgelsen, som officielt bliver afsluttet søndag den 18. juni. Denne dag bliver de resterende trykte spørgeskemaer samlet ind og den digitale version lukket”, fortæller Rejhan Bosnjak.

I håb om at få endnu flere besvarelser med på falderebet, tager han årsmøderne med og vil blandt andet være til stede ved årsmøde-festlighederne i Husum fredag den 9. juni, i Egernførde den efterfølgende lørdag og ved det store friluftsmøde i Tønning søndag, hvor dagens hovedtaler er kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA).

”Et par af stederne vil jeg være sammen med de medarbejdere fra Dansk Bibliotek i Sydslesvig, der tager del i årsmøderne på forskellig vis. Jeg vil både medbringe de trykte spørgeskemaer og en fin lille flyer, der fortæller, hvordan man kan finde og logge sig ind på den digitale spørgeskema-undersøgelse”, tilføjer Rejhan Bosnjak, som forventer at skulle bruge tre-fire måneder i efteråret på at gennemgå og analysere alle mange besvarelser, så han til sidst kan skrive en udførlig PhD-afhandling om det danske mindretals selvforståelse.

Afhandlingen skal efter planen forsvares i sommeren 2018 og derefter udgives som en bog.