Nu kan du købe billetter til teater- og koncertsæsonen 2018-2019


Fra i dag starter løssalget til de klassiske koncerter og teaterforestillingerne i sæsonen 2018-19. Vi har billetter til en lang række danske kulturelle highlights, der gæster Sydslesvig i løbet af det næste år.

 

Opera, Operette og dans

 

I den klassiske musik er det 'Opera på Grænsen' der lægger for efter sommerpausen med en 'Opera i det fri' i Flensborg - nærmere bestemt i Dansk Centralbiblioteks indergård. Samme dag om formiddagen giver en del af musikerne koncert på Dansk Alderdomshjem. Det er en gave, som SSFs teater- og koncertudvalg forærer beboerne.

 

Ellers byder SSF i denne sæson på operetterne 'Flagermusen' af Johann Strauß den yngre og 'Kleopatra' af August Enna, en nyfortolkning af Peter Fristrups klassiske musikteaterstykke 'Svend, Knud & Valdemar' samt dans med Dansk Danseteater og Uppercut Danseteater. 

 

Symfonikoncerter

 

Hos de klassiske koncerter vil der være en række besøg fra Sønderjyllands Symfoniorkester, der hver gang tager spændende solister med. Det bliver både til en musikalsk 'Tur til Wien', 'Djævelske danse & festlig foklore' fra Frankrig og Ungarn, 'Tysk højromantik', børnejulekoncert og en præsentation af 'Morgendagens stjerner'.  

 

I starten af januar er der stjernebesøg fra Berlin, når den efterspurgte solist Kolja Blacher gæster Flensborg med sin violin og spiller sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester efter ”Play-Direct”-konceptet, hvor han både er orkesterleder og solist.

 

Slagtøjet står i centrum, når dirigenten Henrik Vagn Christensen med solo-percussionisterne Henrik Cornelius Hansen og Henrik Termansen ved koncerten '3x Henrik' bl.a. opfører et Anders Koppel-nummer, som oprindeligt blev skrevet til Safri Duo samt klassiske værker.

 

Til sæsones ende vil der igen være fælles koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester og gymnasiekor fra Syd- og Sønderjylland. Sammen med tre internationale sangsolister opfører de Carl Orffs 'Carmina Burana'. Orff satte munter musik til livsglade tekster om kærlighed, druk og erotik - vel forsynet med moralske pointer.

 

Klassisk og moderne teater

 

Næste sæsons teaterprogram byder på såvel klassisk teater som aktuelle emner og nye former. Alene Folketeatret kommer med tre fremragende forestillinger i 2018/2019. 

 

Noget helt særligt er teaterstykket 'Grounded' af Teatret Svalegangen, der i november tager fat i emnet krig og stiller en række højt aktuelle spørgsmål. Det handler om en kvindelig pilot, der efter en barselsperiode nu flyver dronefly fra en trailer i Nevada-ørkenen. Hver dag kører hun i krig og jagter fra en skrivebordsstol terrorister flere tusinde kilometer borte. De er prikker på en grå skærm, som overvåges og nedkæmpes. Hver aften kører hun hjem til sin familie igen. Den fængslende monolog sætter fokus på moderne krigsførelse - et særdeles relevant emne i vore dage.

 

Ligeledes stof til enftertanke giver stykket 'Stræber – danske unge i darwinistisk udskilningsløb', en ungdomsforstilling der tager pulsen på stræberkulturen og præstationspresset. Som noget helt nyt i SSFs teaterprogram vil der efter opføringen på Cornelius Hansen-Skolen i Flensborg være en debat. Forsker og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen, elever, forældre og en repræsentant fra Skoleforeningen vil drøfte, hvordan de unge i dag klarer sig med de tårnhøje forventninger, de er udsat for.

 

Til dem der hellere vil have noget til lattermuslerne anbefaler SSF 'Café Liva', 'Andens Verdenskrig' og Paolo Nani Teater med 'Kunsten at dø'. 

 

Familieforestillinger

 

Der vil også i næste sæson atter være teaterforestillinger, der kan besøges af hele familien. 'Sigurds Danmarkshistorie' må formodes at være udsolgt hurtigt. Og også Folketeatrets familieforestilling om Astrid Lindgrens 'Emil fra Lønneberg', der bliver sat ind i en legende og musikalsk ramme, vil sikkert blive et tilløbsstykke. 

 

Se hele programmet med alle informationer her