Oplev Jægerbruden - 70 år efter


Galla-forestilling med Den Jyske Opera i Idrætshallen i Flensborg torsdag 6. april.

Den Jyske Opera, som er hjemmehørende i Aarhus, fejrer i år sin 70 års fødselsdag. Det markeres med galla-turnéen ’70 års opera’, som byder på en stemningsfuld aften med et tilbageblik på de største øjeblikke fra de sidste 70 år krydret med fremførelse af helt nyskrevet musik.

’70 års opera’ starter imidlertid dér, hvor det hele i sin tid begyndte. Med udvalgte uddrag af Den Jyske Opera første opsætning i 1947 af Carl Maria von Webers opera Jægerbruden – og hun kan bestemt stadig stå distancen, selvom bruden siden da har fået syv årtier på bagen.

Herfra fortsættes med udvalgte stykker fra Franz Lehars ’Den Glade Enke’ til Wagners ’Valkyrien’ og videre til Mozart og Massanet. 

Undervejs retter forestillingen også blikket frem og introducerer musik fra helt nye værker.

Tilhørerne vil, som de allerførste, blandt andet få mulighed for at overvære en smagsprøve på Daniel Bjarnasons musik til operaen Brødre, der får urpremiere til august.

 ’70 års opera’ giver endvidere debut til Bo Holtens opera ’ Schlagt sie tot’ ligesom der også kigges frem mod en af næste års planlagte turné-forestillinger ’La Traviata’.

Og hele dette overflødighedshorn af dejlige opera-stykker kan såmænd også opleves her i Flensborg.

Den Jyske Opera lægger nemlig vejen forbi Idrætshallen i Flensborg torsdag aften i næste uge (6.april) for at opføre sin 70 års galla-forestilling, der i øvrigt er strikket sammen og arrangeret af det unge danske talent Eva-Maria Melbye.  Hun er uddannet operainstruktør på Operahögskolen i Stockholm og havde sin debut på Den Jyske Opera i 2015 som instruktør på opsætningen af ’Helte og Skurke’.  Allerede året efter blev hun nomineret i kategorien ’Unge instruktører’ ved The Opera Award 2016.

Endvidere vil en trio af danske opera største operastjerner på skift og hver for sig synge solo-partierne under gallaturnéen.  Det drejer sig om Inger Dam-Jensen, Magnus Vigilius og Lars Møller – alle tre kendte ansigter både den nationale og de internationale operascener.  Og endelig deles rollen som orkesterleder mellem Tobias Ringborg og Tecwyn Evans – og de skal alle sammen nok gøre, hvad de kan for at både Jægerbruden og Den Glade Enke – og alle de andre highlights fra Jyske Opera’s 70-årige historie – stadig er er et genhør og et gensyn værd.

 

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461-14408125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL eller ved indgangen

Arrangør: Sydslesvigsk Forening