Sønderjyllands Symfoniorkester og Slesvigske Musikkorps (SMUK) blæser sammen i Slesvig


I februar slår Sønderjyllands Symfoniorkester og Slesvigske Musikkorps (SMUK), et af forsvarets musikkorps med hjemsted i Haderslev, noderne sammen omkring en fælles blæserkoncert. I den forbindelse får orkestrets strygere fri for at give plads til SMUK på scenen. Til koncerten den 9. februar på A. P. Møller Skolen i Slesvig vil der blive spillet musik af Carl Nielsen, Prokofiev, Sjostakovitj og Arutiunian. Publikum kan vente sig en stor blæseroplevelse med en lidt anden lyd end sædvanligvis.

 

Michelle Rakers, som dirigerer koncerten, er til daglig dirigent i United States Marine Band. Hun startede selv med at spiller trompet, inden hun blev dirigent, og er derfor oplagt som dirigent til en blæserkoncert. Som del af ”The President´s Own” - United States Marine Band - kan hun skrive koncerter for præsidenten i Det Hvide Hus på sit CV.”The President´s Own” har spillet til alle amerikanske præsidenters indsættelses-ceremoni siden 1801. Under en turné i USA spillede SMUK sammen med the US Marine Band og efterfølgende har Rakers dirigeret SMUK flere gange, hver gang med stor succes.

 

I løbet af koncerten spiller de to solister Elias Heigold og Lea Nielsen. Trompetisten Elias Heigold er født i Schweiz i 1984 og uddannet ved Musikkonservatoriet i Lucerne. Han har siden 2012 været første solotrompetist i Sønderjyllands Symfoniorkester. Basunisten Lea Nielsen er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Hun har spillet i Slesvigske Musikkorps siden 2007.

 

Sønderjyllands Symfoniorkester & SMUK (Slesvigske Musikkorps)

Fredag den 9.02.2018, kl. 20.00 på A.P. Møller Skolen, Slesvig

Dirigent: Michelle Rakers

Solister: Elias Heigold, trompet & Lea Nielsen, basun

Musik af bl.a. Carl Nielsen, Prokofjev og Sjostakovitj

Arrangør: Sydslesvigsk Forening & Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger

Billetter kan købes hos ssf-billetten.de, +49 461-14408125, i SSFs sekretariater, på Aktivitetshuset, i sh:z’s Ticketcenter, Nikolaistr. 7 i Flensborg eller ved indgangen