Til Folkemøde på Bornholm for fjerde gang


For fjerde år i træk deltager Sydslesvigsk Forening på Folkemødet på Bornholm for at synliggøre det danske mindretal i Sydslesvig overfor de mange tusinde Folkemøde-deltagere, som lægger vejen forbi Allinge i det nordøstlige hjørne af Østersøens Perle de fire dage, folkemødet finder sted.  Denne gang fra torsdag 15 til søndag den 18. juni.

Det danske mindretal og Sydslesvigsk Forening vil - sammen med Grænseforeningen og det danske Sydslesvig-udvalg være aktivt og synligt til stede i det store Sydslesvig-telt på Cirkuspladsen i Allinge, hvor ikke færre end 20 debat-arrangementer om væsentlige spørgsmål og mindretals-temaer fra grænselandet og fra Sydslesvig vil blive taget op og drøftet.  Flere nuværende for forhenværende danske ministre deltager i disse events sammen ledende personer og andre debattører fra mindretallets danske organisationer syd for den dansk-tyske grænse.

Dn sydslesvigske delegation tæller - udover Sydslesvigsk Forening - også repræsentanter fra SSW, Skoleforeningen, Sundhedstjenesten, Dansk Centralbibliotek i Sydslesvig, Flensborg Avis og den danske kirke i Sydslesvig.