Vi er midt i en jazztid


Da januar måned blev til februar, havnede vi lige midt i en jazztid.

Ganske vist på dansk grund, men dog med en enkelt afstikker her til Flensborg, hvor DR's Big Band, som omtalt andet steds her på siden, giver den Jazz-gas under SSF's jubilæumskoncert nr. 100 på Flensborghus.

Nord for grænsen står hele februar til gengæld i Jazz'ens tegn. Fra Skagen til Gedser – fra Montmartre til Mors – og fra store til små – bliver 17. udgave af den store danske musikfestival Vinterjazz blæst i gang. En landsdækkende festival, hvor Ikke færre end 130 spillesteder og arrangører har planlagt koncerter og andre jazz-arrangementer i alle afskygninger. Langt de meste foregår naturligvis nord for grænsen, da Vinterjazz 2017 er og bliver en dansk festival-event.

Men den forestående Jubilæumskoncert med Danmarks Radios Big Band under ledelse af Dennis Mackrel også har altså fundet vej og plads i festivalkataloget som et tydeligt bevis på, at arrangørerne bag Vinterjazz 2017 både har øjne og ører for de arrangementer og koncertoplevelser, der udspiller sig i mindretallets regi.Vinterjazz 2017 strækker sig over 24 dage og består ud over en hulens masse koncerter også af aktiviteter, events og workshops, der appellerer til børn og unge.

Tilbud som Jazz for Kids, Jazz Remixed, Ung Jazz, Master Fatmans Jazzskole samt JazzCamp for Piger indikerer mere end nogensinde, at spilleglæden og begejstringen for at spille jazz har tag i både det yngre og det mere modne publikum.

Det omfattende festivalkatalog findes naturligvis på tryk, men kan også downloades via hjemmesiden www.jazz.dk.