Regional

Fra vestkysten til hvalbæltet
Et par snese SSF-medlemmer tog den 11. maj turen fra Nordfriesland til Middelfart for at se på marsvin.
Der var meget andet at se på turen, skarver, alke, rådyr i en lysning på Fænø, men marsvin så vi også. Der blev fotograferet ivrigt, når der var hval i sigte. Og i hvert fald for Synje Detlefsen fra Sankt Peter lykkedes det at få en af de små hvaler i kassen.
Ud over naturoplevelsen fik vi også en række fortællinger om bæltets historie og historier. Som den om lodsen, der i beskænket tilstand fik givet lodsbåden fuld gas og pløjede den flere meter op på Fænøs sydkyst.
Endvidere fik vi en indføring i marsvinenes liv. For den stod Chandra Simanowsky, som er gammel elev fra Bredsted Danske Skole.