Regional

Generalforsamling med blik på fællesskab og fremtid.

Generalforsamling med blik på fællesskab og fremtid

Fællesskaber i mange former var i centrum, da Flensborg By holdt amtsgeneralforsamling den 14. april 2026 på Flensborghus.
I sin beretning understregede forperson Kristina Sukatus, at det ikke er idéer, der mangler i foreningslivet – men mennesker, der siger: ”Den tager jeg.” Samtidig fremhævede hun, hvor meget det enkelte menneske kan få ud af at engagere sig i frivillige fællesskaber.
”De ved slet ikke, hvad de går glip af,” lød det. I den sammenhæng fremhævede hun, at det nyligt afholdte fremtidsmøde allerede har sat gang i nye tanker om bestyrelsesarbejde og organisering. Målet er, at endnu flere får lyst til at være med.
Også i indslaget fra SSFs teater- og koncertudvalg blev fællesskabet fremhævet. Her fortalte Angelina Dürkop, at årets program er sammensat med fokus på oplevelser, man kan dele med andre, arrangementer, der skaber samtaler og bringer mennesker sammen gennem kulturen. Hun opfordrede kraftig til at gøre brug af dette i distrikterne. Fællesskab var også temaet, da Maike Albertsen Zwoch fra Sundhedsrådet præsenterede projektet ”Sammen om fællesskaber”, et samarbejde mellem Sundhedstjenesten, Dansk Kirke i Sydslesvig og SSF, som skal modvirke ensomhed blandt ældre.
Ved valgene var der i første omgang udsigt til kampvalg om posten som næstformand, hvor både Gerwin Wächter og Alena Strelow blev foreslået. Den nuværende næstformand Lars Nielsen valgte dog at trække sit kandidatur og støtte Alena Strelow, som efterfølgende blev valgt.
Lars Nielsen blev takket for sin mangeårige indsats med stående applaus og kan ifølge amtsstyrelsen se frem til en senere og mere officiel afskedsgestus.
Thyra Joost og Vibeke Wendelboe-Lund blev genvalgt som bisiddere. Vajka Thomsen fortsætter som 1. suppleant, mens Martin Ziemer blev nyvalgt og erstatter Heino Aggedam som 2. suppleant. Søren Brix og Tilla Rebsdorf fortsætter som revisorer.