Kulturoplevelse: Husum fuld af nattens stjerner

Af Rasmus Meyer

Fredag var der lagt op til de helt store følelser, da Folketeatret gæstede Husum. De spillede musicalen Skatteøen og alle, der er til musicals ved, at følelsessiden som regel ikke får for lidt i den genre. Det plejer at være de helt store af slagsen - had, kærlighed, længsel, tab, gensyn, osv.. Men et mesterværk som Skatteøen kan endnu mere. For Robert Louis Stevensons mere end 140 år gamle fortælling om unge Jim Hawkins, der drager ud på togt efter at han i kroen Admiral Benbow har fået fat i Kaptajn Flints kort over, hvor skatten er gemt. Med sig om bord på skibet Hispaniola har han blandt andet lægen Dr. Livesey, godsejer Trelawney og skibskokken Long John Silver, der i virkeligheden er den gode pirat - med kun et ben og papegøje på skulderen. 
Fortællingens figurer, som de ovennævnte, men også kaptajn Smollett, Billy Bones, Ben Gunn og Sorte Hund, har på mange måder præget generationers fantasifulde leg og eventyrlige syn på sørøvere. Men musicalen Skatteøen har endnu en ekstra komponent, der gør den til en absolut klassiker: Musikken af Sebastian. For den har på samme måde præget flere generationer. Drømmende har de ligget foran pladespilleren for at høre Sebastian, Jacob Rosenberg, Steffen Brandt, Søs Fenger, Lis Sørensen, Michael Falch, Flemming Bamse Jørgensen og mange flere, synge sange som „Sørøversangen“, „De engelske dyder“, „Fuld af nattens stjerner“, „Brødre skal vi dele“, „Hispaniola“ og „Ostesangen“.
Folketeatret mødte tårnhøje forventninger
Skatteøen er utvivlsomt et mesterværk, der sætter gang i de helt store følelser, og det kan sikkert være svært for et teater at leve op til de dermed forbundne tårnhøje forventninger. For det er bestemt ikke nemt at ramme plet, når en genial fortælling med perfekt musik kombineres med barndomsminder samt ønsket om, at den nye generation får den samme magiske oplevelse med Skatteøen. Men Folketeatret leverede fredag aften, da SSFs Kulturafdeling præsenterede dem i messecentret i Husum. Skuespillerne gjorde det forrygende. Særligt Siw Ulrikke Maibom som Jim Hawkins, Mathias Flint som Long John Silver og Szhirley som Jims mor bør fremhæves, fordi de spillede så forrygende. Men i grunden står de kun stedfortrædende for dem alle. Det var simpelthen godt spillet. 
Forrygende var også koreografien og scenografien, der harmonerede perfekt. Dertil kom god beværtning og godt selvskab, og hvor var det fornøjeligt at se, hvordan børn som voksne sang med og levede sig ind i sørøvernes eventyrlige verden.