Kultur

Mikkelbergs Venner på udflugt.

Mikkelbergs Venner på udflugt

Årets kunstudflugt med Mikkelbergs Venner gik til Vestkysten. Første stop var Kunsthal Holmen i Løgumkloster for at se udstillingen Billedsamtaler. Peter Brandes og bøgerne. Udstillingen er en dobbeltudstilling i et samarbejde mellem Mikkelberg og Kunsthal Holmen. På Holmen kan man blandt andet se Brandes’ stærke skildringer af de to halvbrødre Isak og Ismael, der ifølge overleveringen er stamfædre til henholdsvis jøderne og araberne. 
I Holmen blev Mikkelbergs Venner varmt modtaget af Vennerne af Kunsthal Holmen, der som en overraskelse havde arrangeret fornemt kaffebord. Vi følte os meget velkomne, og stemningen var sat. Tidligere formand for Kunsthal Holmen Jens Andresen fortalte om dengang Løgumkloster by besluttede sig for at oprette et museum / en udstillingshal, og Hartvig Dolberg gav et indblik i, hvorfor bøger betød så meget for Peter Brandes. Bagefter var der mulighed for at gå rundt og se udstillingen på egen hånd og selvfølgelig slå en sludder af både med Mikkelbergs og Holmens Venner. 
Næste station på turen var Klægagergård ved Ballum, der i 2017 blev kåret som Danmarks smukkeste bondegård. Den firlængede marskgård er sammen med øvrige huse i Ballum blevet istandsat ved hjælp af donationer fra Mærskfamilien, der netop kom fra Ballum. Gårdens tidligere ejer Christian Lorenzen fortalte underholdende om, hvordan han sammen med sin kone Ruth ændrede gårdens funktion fra at være ”grise og gylle” til ”gæster”. I dag er det sønnen Jannik, der med sin kone driver stedet som bed&breakfast og festlokaler. Mikkelbergs Venner blev beværtet med delikat sønderjysk ”snysk”, der smagte af friske ærter og nye kartofler. Dertil kaffe og lækker brødtorte. 
Udflugtens sidste stop var et besøg på Galleri Valentin i Højer, hvor der udover Birgitte Valentins egne arbejder også var udstillet billeder af fuglemaleren Jens Gregersen. Gregersen udstillede på Mikkelberg i 2019 og var derfor mange af deltagerne i gruppen bekendt. Maike Lohse og Birgitte Valentins mand John fortalte om Valentins malerier og skulpturer. I skulpturhaven var der tid til endnu en kop kaffe og en snak med nye og gamle venner og bekendte, før turen gik hjemad. Flere idéer til næste års udflugt er allerede i støbeskeen.