Af Henry Bohm

Besøget hos Carsten Peter og Marie Krog Sönksen fører til et særligt sted: til Koldby, ikke langt fra Hjerpsted på den sønderjyske vestkyst, blot få hundrede meter fra Vesterhavet. Her ligger en lang, tidligere stråtækt bondegård, sådan som man kender dem fra landskabet mellem Tønder og Rømø. Her er de to nu landet i deres pensionistliv – efter mange årtier i Bredsted og efter et langt liv fyldt med arbejde og engagement for det danske mindretal.
Min kone Ilona, jeg og Reimer Stollberg fik lov til at besøge dem. Ved det store bord, over smørrebrød, alkoholfri Carlsberg på dåse og dansk æblekage med kaffe, fortæller de om deres liv.
Barndom og opvækst
Carsten Peter Sönksen – af alle blot kaldt „Kaschi“ – blev født den 3. juli 1947 i Bredsted som den yngste af tre børn. Hans far vendte efter krigen hjem, hvor han blandt andet havde været udstationeret i Afrika. I Bredsted åbnede han siden en fiskeforretning – og netop fisk skulle også senere blive Kaschis levevej.
Kaschi gik i tysk skole. Han husker sin barndom i efterkrigstiden som en god og tryg tid. Krigens rædsler prægede stadig mange mennesker dybt, men han tilhørte den generation, der ikke selv oplevede dem direkte. Efter skoletiden begyndte han en uddannelse som “Fischwerker”: to år i faderens forretning i Bredsted og et år på fagskole i Egernførde. Hans storebror åbnede senere sin egen fiskeforretning i Nibøl/Dedsbøl, mens søsteren Helga blev gift til Læk og dér også drev en fiskeforretning.
Marie, født Schmidt, blev født den 22. september 1950 i Koldby. Hendes barndomshjem var en af de langstrakte stråtækte gårde i området – blot få skridt fra Vesterhavet. Flere generationer boede under samme tag: bedsteforældre, oldeforældre, forældre og børn. Hver havde sin egen stue, og som barn kunne Marie løbe gennem hele huset og besøge hele familien i deres rum. Livet var præget af fællesskab og et tæt forhold til naboerne. Børnene havde stor frihed. De legede udenfor næsten uden begrænsninger. Naturligvis vidste de også, hvor det kunne være farligt – især nær havet.
Marie gik først i den lille landsbyskole i Hjerpsted, hvor flere årgange blev undervist sammen i samme klasse. Senere kom hun på den store skole i Højer. Efter skoletiden skulle hun egentlig hjælpe til hjemme i husholdningen, sådan som det stadig var almindeligt på den tid. Men det syntes hun var alt for kedeligt. I to uger talte hun ikke med sine forældre – indtil hun til sidst fik sin vilje og kunne starte på en læreplads hos bager Buch i Tønder. Som ung pige var Marie ellers meget genert og tilbageholdende. At hun senere skulle stå og tale ved møder og byde gæster velkommen, ville nok ingen dengang have troet.
Et møde over grænsen
De to mødte hinanden den 16. august 1965 på markedet i Løgumkloster. Kaschi var taget til Danmark for at more sig lidt – og Marie forelskede sig i den unge mand fra Bredsted. I 1967 blev de gift. Før det måtte Kaschi dog først aftjene sin værnepligt i forbundsværnet. Her havde han svært ved at indordne sig under den militære disciplin. Han stillede spørgsmål, diskuterede og sagde åbent sin mening – nogle gange lidt for åbent. I en periode fik han udgangsforbud og sad endda kortvarigt i arresten. Til sidst nåede man frem til, at den unge nordfriser alligevel ikke lod sig bøje, og efter et halvt år blev han sendt hjem.
Efter brylluppet arbejdede de begge i Kaschis forældres fiskeforretning i Hohle Gasse i Bredsted.
Engagement i mindretallet
Marie blev taget varmt imod af sine svigerforældre. For hende var det vigtigt, at børnene kom i dansk børnehave og dansk skole. Familien blev derfor hurtigt meget aktiv i mindretallets foreningsliv. I slutningen af 1960’erne var det dog ikke velset af de andre forretningsdrivende i Bredsted. Man kunne høre spydige bemærkninger som: „I den danske skole går jo kun de fattige folks børn – eller dem, der ikke er så kloge. Men konen kommer jo fra Danmark, så lad gå.“ Heldigvis har billedet siden ændret sig fuldstændigt.
Marie engagerede sig i forældrerådet i børnehaven og skolen, i husmoderforeningen sammen med Inga Waldow og Annemarie Stollberg – som hun også kunne tale sønderjysk med – og i den danske menighed i Bredsted. Her var hun i 27 år kirketjener, bar stole frem og tilbage, sørgede for orden og hjalp ved arrangementer. Kaschi lærte dansk og engagerede sig ligeledes i SSF og SSW sammen med Christian Hansen. Særligt lå idrætsforeningen BUIF ham dog på sinde. I mange år trænede han unge i badminton og blev senere udnævnt til æresmedlem af foreningen.
Parret fik fire børn: Petra og Christian der stadigvæk bor i Bredsted, sønnen Carsten, som bor i Schweiz og datteren Lis, der arbejder i Dessau.
De to husker en meget levende tid i mindretallet. Skolen og børnehaven var vigtige kulturelle mødesteder. Der blev holdt lottoaftener, foredrag, koncerter og mange fester. Navne som Lis og Ole Andersen, Anna Lise og Hans Kirkegaard, Elke Lorenzen, Ingeborg og Christian Hansen samt Sigfred og Mary Andresen bliver stadig nævnt med stor varme. Sammenholdet var stærkt – også mellem forældre, lærere og pædagoger.
Arbejdsliv og forandringer
Men livet bestod ikke kun af fællesskab og frivilligt arbejde. Fiskeforretningen betød også hårdt arbejde. Omkring år 2000 blev det stadig sværere at drive en fast fiskebutik. Til sidst lukkede de forretningen i Hohle Gasse og begyndte i stedet at sælge fisk fra fiskevogne på markeder. Kaschi kørte især til Sild, mens Marie sammen med medarbejdere stod på markeder i Bredsted, Langenhorn, Niebüll, Süderlügum, Flensborg og Harrislee. Arbejdsdagene var lange og krævende.
Tilbage til vestkysten
Trods de mange år i Sydslesvig følte Marie sig aldrig helt hjemme. Hun kunne altid mærke en forskel i mentaliteten mellem dansk og tysk. Drømmen var derfor at vende tilbage til barndomsgården i Koldby. I 2021 solgte de til sidst huset og forretningen i Hohle Gasse. Bygningen bliver i dag renoveret af den nye ejer og indrettet til lejligheder.
Marie flyttede først alene til Koldby, hvor hendes bror stadig boede i det store bondehus. Hun ville finde ud af, om længslen efter stedet blot var nostalgi – eller om det virkelig føltes som at komme hjem igen. Børnene var i begyndelsen lidt bekymrede for, om hun ville komme til at kede sig i det øde landskab. Men den frygt viste sig hurtigt at være ubegrundet.
De mange værelser i huset, møblerne, de hollandske fliser på væggene og billederne fra forældre, bedsteforældre og oldeforældre samt den store have med vintergækker og dorothealiljer om foråret gav hende en følelse af tryghed. Hun nyder lange gåture ved stranden. Rav samler hun ikke – til gengæld farvede glasstykker fra havet, som hun opbevarer i store glaskrukker. Efter nogle år stod det klart: beslutningen var rigtig. Til sidst fulgte Kaschi også efter.
Livet i dag
I dag er de begge næsten pensionister. Helt at slippe arbejdet kan Kaschi dog ikke. Han arbejder stadig for en fiskehandler i Husum og kører to gange om ugen til Sild med sin fiskevogn. Mange kunder kender han gennem årtier – og han glæder sig stadig over en god snak.
Og hvordan er det så at bo igen på den sønderjyske vestkyst – ude, hvor kragerne vender? „Rigtig godt“, siger de begge. Egnens kulturliv er overraskende rigt. Præsterne i Ballum og Visby inviterer jævnligt til arrangementer. Aktivitetshuset i Skærbæk udsender et omfattende program med foredrag, samtalekredse, gymnastik, kreative kurser, strikkeklubber og computerkurser. Kaschi deltager i folkedans. Der er svømmehal i Skærbæk, et stort bibliotek og i Tønder fitness for ældre.
Men vigtigst af alt er sammenholdet. Da Maries bror døde sidste år, kom mange naboer ind i huset for at tage afsked ved kisten. Da rustvognen kørte mod kirkegården, havde naboerne pyntet hele vejen med blomster – og mange fulgte efter i deres biler.
Marie oplever også, at livet i Danmark på mange måder er blevet lettere. Digitaliseringen gør, at læger, apoteker og hospitaler hurtigt kan udveksle oplysninger om medicin og behandling. Alligevel glæder hun sig stadig over rigtige breve i postkassen. Selvom de danske røde postkasser blev taget ned i 2025 og posthusene lukkede, kommer et privat firma stadig en gang om ugen med gammeldags post. Med digitale ting hjælper naboerne eller børnene ofte – for eksempel med at betale regninger på nettet.
Naboskabet er i øvrigt meget blandet. En del naboer kommer fra Tyskland. Hvis de har lyst til at være med i fællesskabet – og også lærer lidt dansk – bliver de taget godt imod. Netop dette stærke sammenhold giver dem følelsen af at være landet det rigtige sted.
Helt løsrevet fra Sydslesvig føler de sig dog ikke. De besøger stadig den danske kirke i Aventoft og kører jævnligt til Bredsted for at se deres børn. Det danske mindretal har betydet meget for dem – og omvendt.
I mere end 50 år har Kaschi og Marie Sönksen engageret sig i det danske liv i Bredsted. Det kan mindretallet kun sige tak for. Og vi ønsker dem af hjertet alt det bedste i deres nye liv ved Vesterhavet.