Kultur

“Tandfeen” - En magisk oplevelse på Flensborghus.

“Tandfeen” - En magisk oplevelse på Flensborghus

Tekst og billeder af Finn Tewe Rehbein

Flensborghus blev forvandlet til et eventyrligt univers da børne teaterstykket “Tandfeen” blev opført den 30. september og 1. oktober 2025. Forestillingen ”Tandfeen” blev vist fire gange for elever fra forskellige danske skoler i Flensborg kommune. Børnene, som var mellem 5 og 10 år, oplevede en spændende og lidt anderledes teaterdag fyldt med fantasi og følelser.
Stykket handlede om drengen Anton, som bliver træt af sin lillesøster som skriger og stjæler al forældrenes opmærksomhed. I ren frustration beslutter han sig for at give hende væk til Tandfeen. Men da hun forsvinder, fortryder han og begiver sig ud på en lang og farlig rejse gennem natten for at finde hende igen. Undervejs møder han magiske væsener og forunderlige skikkelser, der udfordrer ham til at tænke over kærlighed, ansvar og det at være en del af en familie. De tre skuespillere, som spillede alle rollerne, leverede en imponerende indsats. Med masker, dukker og fantasifulde kostumer forvandlede de sig til et udvalg af karakterer, som fangede publikums opmærksomhed fra start til slut. Scenografien og musikken skabte en magisk stemning, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed hele tiden blev udfordret. 
Tandfeen er en forestilling, som både er sjov og rørende på samme tid. Den viser, at selvom man nogle gange bliver vred på sine søskende, så betyder de alligevel meget for en. Og at man altid kan prøve at rette op på sine fejl, hvis man tør indrømme dem. 
Med de fire forestillinger i Flensborghus fik børnene fra de danske skoler i Flensborg en teateroplevelse, der både underholdt og satte tanker i gang. “Tandfeen” viste, hvordan børneteater kan kombinere fantasi, moral og musik til en fængende oplevelse for både børn og voksne.