Regional

Traditionen tro: Julebasar i Slesvig
Der var julestemning i luften på Slesvighus den 29. november 2025, da årets julebasar fandt sted. Mere end 20 udstillere var mødt op med deres håndlavede varer, og gæsterne kunne gå på opdagelse blandt stande med alt fra julepynt, hjemmestrikkede sager og teposekort til honning, smykker, småkager og træhåndværk.
Her kunne man for alvor komme i julestemning og gøre klar til adventstiden, der begyndte dagen efter. Mange benyttede lejligheden til at finde unikke gaver, små finurligheder til pakkekalenderen eller blot nyde den hyggelige stemning i godt selskab.
Mad og drikke manglede heller ikke. Traditionen tro stod Spejderne for de varme grillpølser og passede caféen med stort engagement. Kagebordet var fyldt til randen med hjemmebag, som udstillerne havde medbragt som standgebyr. Derudover kunne man nyde gløgg fra Amtsstyrelsen og varme vafler serveret af SSW.
Dagens musikalske højdepunkt kom kl. 13, hvor Hiort Lorenzen Skolens luciapiger og minikor indtog scenen. Med både andægtige luciasange og glade nissesange blev den store sal fyldt til bristepunktet – nu ikke kun af gæster og udstillere, men også af stolte forældre og bedsteforældre.
Alt i alt var det en vellykket dag, som mange allerede ser frem til at gentage næste år.







