Kultur

Et billede af det evige.

Et billede af det evige

Tekst og foto: Flemming Stentoft Thun

Den store sal i Harreslev danske skole var torsdag den 20. november fyldt til bristepunktet.
Det samme var Vartov Kirke i 1867, da man ventede på N.F.S Grundtvig.
Skuespiller og instruktør Thure Lindhardt bragte publikum i salen på en rejse til udvalgte steder i salmedigterens liv, og ikke mindst en særlig dag, hvor menigheden på Vartov ventede længe på Grundtvig.
”Måske kom han ikke! Det var sket før,” fortalte Lindhardt, der som en foredragsholder hele tiden tog brillerne af og på og så i sin notesbog. Bevægede sig uroligt på scenen og gav indtryk af at være Grundtvig, da han i sine unge år havde først den ene hustru og så den næste, indtil han fik sin Marie.
Da Grundtvig endelig kom ind i kirken i Vartov, kunne man knap se den gamle mand, der måtte støtte sig til stokke og talte med en pibet stemme, fortalte Lindhardt.
Thure Lindhardt har selv skrevet manuskriptet og siden 2022 spillet 50 forskellige steder i landet, skoler, højskoler, kirker og lignende.
Gennem mere end halvanden time forestillingen varer – lykkes det Lindhardt at bringe herværende skribent væk fra tid og rum. Ind i Grundtvigs verden. Og den fungerede ikke uden musikken. Mange melodier skrevet af Carl Nielsen og her i forestillingen fremført af organist Hans Jacob Jessen, der på sin egen fabulerende måde gav forestillingen en ekstra dimension.
En aften med en forestilling der gav et billede af det evige, arrangeret af SSF i Harreslev i samarbejde med Harreslev menighed og kvindeforening, Dansk Centralbibliotek, Humanitært Udvalg, Dannebrogs Samfund og SSF Flensborg Amt.