Rejselystne fra Danmark lokkes til Sydslesvig.
Rejselystne fra Danmark lokkes til Sydslesvig.

Rejselystne fra Danmark lokkes til Sydslesvig

På trods af krige, kriser og konflikter lader danskerne til at være helt klar til at tage på ferie igen i år. Det indtryk fik man i hvert fald på rejsemessen ”Ferie for alle” i Herning sidste weekend, hvor over 1.000 udstillere præsenterede rejsedestinationer fra hele verden for de omkring 60.000 ferieglade gæster henover tre messedage.
Mindretallet var igen repræsenteret med standen ”Oplev Sydslesvig” i Danmarksferie-hallen, hvor en flok frivillige og ansatte fra SSF, Dansk Centralbibliotek og Grænseforeningen var taget til messen for at informere om, hvad man kan se og opleve i Sydslesvig. 
Som altid var der sponsorerede smagsprøver fra Flensburger Brauerei og fra Braasch rom, et lykkehjul, hvor der i år kunne vindes en mini-Schultüte – og danskerne fik fortællingen om, at hvert barn i Sydslesvig starter sin skolegang med et større en af slagsen. 
Mange fik en Sydslesvig-pose tæt pakket med brochurer om mindretallet og grænselandet. Og dem, der allerede var i gang med rejseplanlægningen, kunne få konkrete tips i Oplev Sydslesvigs rejsebureau, hvor der blev udleveret individuelle rejsemapper med oplevelser og overnatningsmuligheder i Sydslesvig. Derudover var feriebarn.dk også repræsenteret, hvor der var mulighed for at høre om elevudveksling og sommercamps i Sydslesvig og Danmark, hvor børn og unge fra begge lande kan møde hinanden og knytte nye bånd på tværs af grænsen.
Som start på dagen blev der fredag og lørdag fordelt Sydslesvig-sangbøger ved standen, så folk kunne deltage i et kvarters fællessang, hvilket fik mange til at blive hængende ved messestanden.
Desuden var der et bordfodbold-bord med for at fange folks opmærksomhed omkring Europeada i grænselandet. En dansk-tysk p-skive med informationer om mindretallet blev revet væk. 
Mindretallets messestand ved Rejsemessen i Herning er et efterhånden mangeårigt samarbejde mellem Sydslesvigsk Forening, Grænseforeningen og Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, som driver mindretallets kultur- og turismeportal Oplev-Sydslesvig.dk. Selve oplysningsarbejdet ved messestanden løftes af de mange frivillige, som hvert år rejser med til Herning, for at synliggøre det danske mindretal i Danmark.
Næste års messe finder sted den 21.-23. februar 2025.