Kultur

Sæsonafslutning på Mikkelberg
Igen i år blev det en smuk, festlig og stemningsfuld afslutning på sæsonen og året, da Frederikstad Orkestret og Ejderstedkoret gav koncert på Mikkelberg den anden adventslørdag. Orkestret, der er for børn, unge og voksne med tilknytning til det danske mindretal på Vestkysten, spiller mest swingende pop, men hvert år er julen en anledning til at spille kammermusik. Det oplevede publikum, der sad i tre tætpakkede sale og lod sig gribe af både klassiske og nye musikstykker for blandt andet klaver, blokfløjte saxofon, trompet violin, harpe og klarinet. Ejderstedkoret, eller ”Vestkystens damekor”, som det også bliver kaldt, synger primært danske sange som en måde at lære og pleje det danske sprog på. Koret fik publikum til at swinge med på ”All I want for Christmas is you” og synge med på ”Dejlig er jorden”. Koncerten sluttede med Luciaoptog ved lyspigerne fra Duborg-Skolen. Efter dansk skik blev lyset båret ud i stilhed. Bagefter var der dog livlig snak ved loppemarkedet i møllen og over gløgg og småkager i Buhls Hus. Kirsten Kleins fotografier og Steen Folmer Jensens skulpturer fra udstillingen MYTESTEDER dannede en smuk ramme for koncerten, der var arrangeret af Bente Stenger, Bjarne Stenger-Wulff og Ruth Maschmann.
Mikkelbergs Venner stod for traktementet.


