
SSF gør vedtægterne tidssvarende
- Vi bliver nødt til at tilpasse os, så vores kulturelle hovedorganisation fungerer på en måde, så det passer til medlemmernes behov og hverdag.
Sådan lød flere af tilbagemeldingerne, da SSF i foråret satte fokus på organisationens struktur. I den forbindelse blev der holdt et seminar, og flere af forårets generalforsamlinger på distrikts- og amtsplan tog ligeledes emnet op. Flere steder blev der peget på, at vedtægterne kan virke som en spændetrøje. Det gælder for eksempel ved sammensætningen af bestyrelser i distrikterne. Her står i § 8.3, at en distriktsbestyrelse består af formand, næstformand og kasserer. Men i nogle distrikter er der ønsker om at indgå i kollektive bestyrelser uden faste rollefordelinger. Samtidig blev der peget på, at udsigten til at blive formand eller kasserer muligvis holder folk fra overhovedet at stille op til bestyrelsesarbejdet.
Ud fra tilbagemeldingerne satte SSFs Forretningsudvalg og Generalsekretariatet sig for at undersøge mulighederne for at løsne op for vedtægterne – på en måde, så fungerende strukturer kan fortsætte og nye modeller ligeledes kan tages i brug.
Kræver omfattende undersøgelse
Ideen om blot at ændre på den ene paragraf for at knække nødden holder dog ikke. For vedtægternes forskellige elementer hænger på mange måder sammen. Ændrer man sammensætningen af distriktsbestyrelser, betyder det noget for valghandlingerne, delegerede til landsmødet og amtsgeneralforsamlingerne, hvilket betyder, at man skal tage fat i flere paragraffer. Ikke mindst derfor fik SSF hjælp af Malte de Grahl fra Hamborg. Han tilhører det danske mindretal, og han er på mange måder en ekspert på området. Han har nemlig arbejdet som dommer med fokus på foreningsret („Vereinsrecht”), og han har været formand for Hamborgs foreningsregister. Det vil sige, at Malte de Grahl både kender til mindretallet og til den tyske lovgivning. Efter at have læst vedtægterne pegede han på flere steder, der muligvis kunne ændres for at gøre SSFs vedtægter mere tidssvarende. Særligt med henblik på, at de ikke skal opleves som en spændetrøje.
Juridisk, praktisk og umiddelbart
Ekspertens tilbagemeldinger peger på, at SSFs vedtægter trænger til en omfattende og kærlig hånd, hvilket er i tråd med tilbagemeldingerne fra amterne og distrikterne. Samtidig er der et ønske om, at processen ikke må trække i langdrag. Der skal gerne ske noget snart. En hårfin balancegang, for vedtægterne skal være nutidige, og de skal holde såvel juridisk som praktisk. Derfor besluttede Forretningsudvalget og Hovedstyrelsen på et arbejdsmøde tirsdag aften at nedsætte et arbejdsudvalg bestående af folkevalgte, ansatte og juridiske rådgivere. Målet er, at udvalget starter arbejdet efter sommerferien og så inden længe fremlægger et første udkast til nye vedtægter. Disse skal efterfølgende ud til høring. Først i Hovedstyrelsen og så i SSFs bagland. Det vil sige distrikterne, amterne, udvalgene og De Tilsluttede Foreninger. Ideen er, at udkastet kommer bredt ud, så flest muligt kan se sig selv i de nye vedtægter efterfølgende. Det forventes, at de delegerede ved Landsmødet 2027 skal forholde sig til de nye vedtægter.


