Sydslesvigs historie

Middelalder og helstat

Sydslesvig har igennem århundreder været tæt forbundet med det danske kongerige. Til tider gik grænsen mod syd gik helt ned til Hamborg-Altona. Befolkningen i Slesvig talte både dansk, plattysk og frisisk, og identiteten var ofte knyttet mere til landsdelen end til et bestemt nationalt tilhørsforhold.

1800-tallet og nationale modsætninger

I 1800-tallet voksede de nationale bevægelser frem i hele Europa. Også i Slesvig begyndte folk at tale om at være enten danske eller tyske. Det førte til konflikter om sprog, skole og tilhørsforhold. To krige kom til at præge udviklingen: Treårskrigen (1848–1850), hvor danske og slesvig-holstenske tropper stod over for hinanden, og Den 2. Slesvigske Krig i 1864, hvor Danmark tabte hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig.

Efter 1864 lå grænsen ved Kongeåen. Danmark mistede omkring en tredjedel af sit areal og befolkning, og for mange danskere blev 1864 stående som et nationalt traume.

Folkeafstemningen i 1920

Efter 1. Verdenskrig fik man chancen for at ændre grænsen igen. Versaillestraktaten bestemte, at befolkningen i Nordslesvig og Sydslesvig skulle stemme om deres nationale tilhørsforhold.

Zone 1 (Nordslesvig): Her stemte 75 % for at blive en del af Danmark.
Zone 2 (Sydslesvig): Her stemte omkring 80 % for at forblive i Tyskland.

Resultatet blev den grænse, vi kender i dag. Den blev markeret 10. juli 1920, da Kong Christian X red over grænsen på sin hvide hest – et ikonisk øjeblik i dansk historie.

Mindretallenes fødsel

Folkeafstemningen betød, at der både i Danmark og i Tyskland opstod nye nationale mindretal. I Nordslesvig blev det tyske mindretal, og i Sydslesvig blev det danske mindretal. Begge grupper bestod af mennesker, der var blevet “overstemte” og nu måtte finde deres plads i en ny nationalstat.

De første år var svære. Mindretallene mødte skepsis og til tider fjendtlighed, og mellemkrigstiden var præget af politiske spændinger. Gradvist fandt man dog veje til sameksistens.

2. Verdenskrig

Efter at nazisterne havde overtaget magten i Tyskland i 1933 fik det danske mindretal officielt lov til at fortsætte. For den enkelte kunne tilknytningen til en dansk forening eller institution dog betyde diskriminering i hverdagen. Desuden blev de unge og yngre mandlige medlemmer, der som regel havde tysk statsborgerskab, indkaldt til det tyske militær og måtte deltage i nazi-rigets angrebskrige. En del af de hjemmeblevne deltog i det lokale modstandsarbejde. Disse erfaringer som borgere i et brutalt diktatur præger det danske mindretals værdigrundlag den dag i dag.

Umiddelbart efter det tyske nederlag var der i Sydslesvig et stort håb om, at landsdelens genforening med Danmark nu ville gennemføres politisk. Nu var det ikke kun det danske mindretals medlemmer, der ønskede at høre til Danmark. Også en stor del af den lokale tyske befolkning, der som oftest havde familiære rødder både i det tyske og det danske, havde nu fået nok af Tyskland. Danmark takkede dog meget hurtigt nej – nok mest af frygt for at få et stort tysk mindretal indenfor rigets grænser. Det stoppede dog ikke tilstrømningen til den danske bevægelse i efterkrigsårene. De blev også til dels drevet af den kendsgerning, at Sydslesvig var blevet hjemsted for hundredetusindvis af tyske flygtninge fra det nuværende Polen, som de følte sig fortrængt af og kun havde lidt til fælles med.

Den enormt store tilslutning til mindretallet dalede i løbet af 1950erne, da situationen i Tyskland normaliseredes igen. Men tilbage blev et styrket mindretal, der organiserede sig og havde grundlagt yderligere skoler, et politisk parti mm. Det førte i 1950erne til vedvarende spændinger mellem danske og tyske i lokalsamfundene.

Bonn-København-erklæringerne

I 1955 underskrev Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland de såkaldte Bonn-København-erklæringer, hvori det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland blev garanteret rettigheder, og man bl.a. tilsagde en gensidig anerkendelse af uddannelserne på mindretallenes skoler. Dermed var grobunden for en langsom normalisering af forholdene i grænselandet lagt. Mindretal og flertal levede i stigende grad fredeligt side om side, selvom der især i den ældre befolkning stadig var massive følelser på spil, og man definerede sig selv i afgrænsning til den anden: dansk blev opfattet som det modsatte af at være tysk.

Grænsen i dag

I dag er grænsen en del af Schengen-området, og mennesker krydser den dagligt. Men historien lever videre – i kulturen, i familierne og i de to mindretal. For mange sydslesvigere er det at leve med to sprog og to kulturer en selvfølgelighed, men også en arv fra en lang og ofte dramatisk grænsehistorie.

Siden 1990erne har mindretallet oplevet en almen opdrift, der ikke mindst kommer til udtryk i mindretallets valgresultater. Danmark og Tyskland er tiltrådt to internationale konventioner, Europarådets Mindretalskonvention og Den europæiske Sprogpagt, der hver især lægger fokus på konkrete rettigheder til mindretallene. Det har ført til en endnu større fokus på konkrete politiske forbedringer og bidraget til, at mindretallene i stigende grad bliver set som berigelse og resurse for samfundet. Samtidig har mindretallets parti haft opdrift i denne periode. Fra at have haft ét medlem af delstatsparlamentet gennem årtier, var mindretallet i perioder repræsenteret med op til fire parlamentsmedlemmer. I perioden 2012 til 2017 har det endda for første gang været del af en delstatsregering.

Forholdet mellem dansk og tysk er slappet af, fordi ældre generationers konfrontative kurs efterhånden dør ud, og der også er blevet etableret et samarbejde mellem flertalsbefolkningerne i Syddanmark og Slesvig-Holsten. I dag anses mindretallet på mange måder af den tyske flertalsbefolkning som en merværdi. Sammen med det frisiske mindretal på den sydslesvigske vestkyst bidrager denne mangfoldighed til at give regionen sit særpræg.