EMIL FRA LØNNEBERG

Søndag den 20. januar 2019 kl. 16.00

Nordfrieslandhalle, Am Süderholz 13 e, Læk


Astrid Lindgrens elskede historie om skarnsknægten med et hjerte af guld.

”EEEEMIIIIL”, råber Anton Svendsen. Nu er Emil fra Lønneberg igen kommet galt af sted. Han er fuld af gode ideer - men det ender tit galt, og så må han en tur på værkstedet for at sidde og tænke lidt over sine gale streger, mens han snitter træmænd. Næsten 100 træmænd er det efterhånden blevet til.

I Folketeatrets nye version er der gang i teaterlegen, når Emils hoved sidder fast i suppeterrinen, når Ida hejses op i flagstangen, og når vi møder Tyttebær-Maja, Tumbe-Jokum, Bette-Rikke og alle de andre vidunderlige figurer fra Astrid Lindgrens fortælling. Denne teaterudgave byder på et gensyn med nogle af de mest uforglemmelige skarnsstreger, sat ind i en legende og musikalsk ramme.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

Folketeatret

Se klip fra forestillingen her

Anmeldelse fra Teateravisen



STRÆBER - DANSKE UNGE I DARWINISTISK UDSKILNINGSLØB

Torsdag den 24. januar 2019 kl. 19.00

Cornelius Hansen-Skolen, Alter Kupfermühlenweg 15, Flensborg


Ny dansk ungdomsforestilling, som med udgangspunkt i workshops med de unge selv, tager pulsen på stræberkulturen. Hvem eller hvad styrer ræset? Hvad er prisen? Og er det muligt at stå af? I forestillingen følger vi fem unges vej gennem det darwinistiske udskilningsløb - det store stræberløb.

”Stræber” handler om at vokse op i en verden af muligheder. Om stress, angst, tab og hvordan dette kan ændre ens livssyn og livsbane. Men også om at blive ved og gå efter sin passion. Der undersøges også, hvad der sker, hvis man giver op eller slip, mærker sig selv og måske rækker ud efter hjælp.

Efterfølgende er der debat med blandt andet Per Schultz Jørgensen, professor emeritus, dr. phil., forsker og tidligere formand for Børnerådet, elever, forældre og en repræsentant fra Skoleforeningen, hvor der drøftes, hvordan de unge i dag klarer sig med de tårnhøje forventninger, de er udsat for.

Varighed: 60 min.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

Teater Makværk

Understøttes af Statens Kunstfond



FLAGERMUSEN

Fredag den 1. februar 2019 kl. 20.00

Flensborg Teater, Rathausstr. 22, Flensborg


Den melankolske, små-pimpende Rosalinde og den travle, fraværende Eisensteins ægteskab sejler, deres stuepige Adele lyver sig fri for at smutte til bal i én af fruens fineste rober, vennen af huset pønser kun på hævn over en hændelse for år tilbage, den gale italienske sanger Alfred gaber konstant op ude i baggården og fængselsbetjenten Frank arresterer den forkerte!

Men så lægger Prins Orlofsky festsal til et ordentligt stemningsskifte – og opklaringen af de forskellige intriger kan gå i gang. Hele balladen slutter i fængslet, hvor tømmermændene melder deres ankomst - og vi skal have fundet ud af, om stumperne i forholdet mellem vores hovedpar kan samles op og reddes.

Der er lagt op til operette i 2 akter af Johann Strauss den yngre med dansk tekst ved OperetteKompagniet. Operetten lever - traditionen fortsætter.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

OperetteKompagniet



KRASH & CHOPIN DANSER

Lørdag den 16. februar 2019 kl. 20.00

Flensborg Teater, Rathausstr. 22, Flensborg


KRASH & Chopin Danser er en dobbeltforestilling med afsæt i to vidt forskellige musiktraditioner, skabt af to af Danmarks mest prisbelønnede moderne koreografer.

Chopin Danser af tidl. kunstnerisk leder Tim Rushton blev oprindeligt skabt som et forstudie til denne forestilling. Frédéric Chopin, også kaldet klaverets digter, var både teknisk nyskabende, fantasifuld og poetisk søgende. Med udgangspunkt i Tim Rushtons store kærlighed til Chopins intime klavermusik udforsker han menneskets inderste romantiske relationer.

KRASH af den eftertragtede koreograf Alessandro Sousa Pereira er et værk fyldt med vildskab og maskulin kropsenergi inspireret af sammenstødet mellem forskellige kulturer. Værket tager afsæt i digtet med samme titel af den danske poet Niels Frank, men KRASH er samtidig en ode til Pereiras brasilianske rødder, både hvad angår trin, udtryk og musik. Stjerneproduceren DJ Turkman Souljah har komponeret musikken med udgangspunkt i de sensuelle rytmer, vi kender fra Latinamerikas folke- og populærmusik.

Introduktion tre kvarter inden forestillingen i teatersalen.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen


DANSK DANSETEATER

Videoteaser til Krash

Videointerview med koreograf Alessandro Sousa Pereira



LIVET - HVOR SVÆRT KA' DET VÆRE?

Mandag den 25. februar 2019 kl. 20.00

Flensborg Teater, Rathausstr. 22, Flensborg


Livet - hvor svært ka’ det være? er en poetisk og humoristisk fabuleren over livets forskellige stadier set gennem et livslangt venskab. Vi følger vennerne Tom og Alex, spillet af Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard, fra de dør til deres allerførste møde i barndommen. For historien fortælles baglæns!

Vi begynder altså med døden - så er det triste ligesom overstået. Så følger en række genkendelige livskapitler: Fra senilitet med åbent tishul, over modenhed og ældregymnastik, midtvejskriser og absurde bodelinger. Vi fortsætter kronologisk baglæns med karriere, familie, den store kærlighed og livets tilfældigheder. Derefter de grænseløse ungdomsdrømme, den spirende seksualitet og løfterne om evig troskab - sværget med blod! Og vi slutter selvfølgelig med begyndelsen. Et venskab, der begynder med slikposer, snotnæser og - nåja - åbent tishul.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

Folketeatret



DÆMONER

Lørdag den 9. marts 2019 kl. 20.00

Flensborg Teater, Rathausstr. 22, Flensborg


Dæmoner er noget så sjældent som en moderne klassiker. Selvom det er over 30 år gammelt, rummer Lars Noréns stykke en politisk, samfundskritisk vinkel på parforholdets krise, som er dybt aktuel. Måske har det klassiske, monogame parforhold svære betingelser, fordi det simpelthen ikke er attrakivt for markedet.

Dæmonerne i stykket er ikke nye. De er lige så gamle som mennesket selv. Kampen for at komme overens med livets flygtighed, balancen mellem seksuel dominans og underkastelse og konflikterne mellem begær og tryghed, individualitet og fællesskab, mindreværd og vold, sårbarhed og styrke har manifesteret sig i religionernes, myternes og kunstens dæmoner.

Men i et markedsstyret samfund er der ikke plads til disse immaterielle dæmoner - der er kun plads til det enkelte individ og dets materielle behov. Og så bliver vi selv til dæmoner - for os og for hinanden.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

Mungo Park Kolding



PANIC DAY

Mandag den 11. marts 2019 kl. 20.00

Husumhus, Neustadt 95, Husum


PANIC DAY er dagen, hvor du skal nå det hele: Bage speltboller til morgenmad, være en god søn, en endnu bedre mor, bestå din eksamen, blive månedens medarbejder, være din vens trofaste væbner, byens bedste elsker og verdens lykkeligste nyskilte – er du klar?

Seks danseres kapløb om at nå først til den totale nedsmeltning er begyndt. Tiden er på speed, ambitionerne sidder oppe under stjernerne, men det uforudsigelige står i vejen for planen om det perfekte liv. Med nutidens panik som hovedtema, arbejder koreograf Stephanie Thomasen med det groteske og det komiske i den menneskelige sårbarhed: Det planlagte kolliderer med det uforudsete, og latterligt hysteri, monumentale angstanfald og ukontrollabel aggression opstår – men også skrøbelige pusterum og eftertanke. For hvad er det, vi vil opnå? Og er der egentlig grund til at gå i panik?

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

Uppercut Danseteater

Understøttes af Statens Kunstfond



KUNSTEN AT DØ

Torsdag den 14. marts 2019 kl. 15.00

Flensborghus, Norderstr. 76, Flensborg


90 minutter, hvor vi følger to klovne på toppen af deres karriere, både på og bag scenen. Vi ser deres fantastiske numre, venskab og succes. Vi finder sammen ud af, at en af dem snart skal dø. Vi ser, hvordan dette påvirker deres liv. Vi ser dem begynde at tænke på døden som klovne og afsløre et fantastisk mysterium: AT DER ER LIV FØR DØDEN.

En forestilling fyldt med gags, rytme, musik, poesi og alt sammen uden et eneste ord. Teatrets to ekstreme sider: latter- og gråd-masken.

En forestilling af Paolo Nani og Kristjan Ingimarsson, der ser med humor på et tema, som alle må se i øjnene, men som ingen ønsker at se: DØDEN.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

I samarbejde med Det humanitære Udvalg

Paolo Nani Teater



KLEOPATRA

Onsdag den 27. marts 2019 kl. 20.00

Idrætshallen, Moltkestr. 20 c, Flensborg


Forklædt lykkes det prins Harmaki at komme ind i dronning Kleopatras palads for at myrde hende, genvinde magten over Egypten og befri sit land for enhver romersk indflydelse. En af Kleopatras kammerpiger, Charmion, er dybt forelsket i prins Harmaki og hjælper med mordplanerne. Men så snart Harmaki ser Kleopatra, bliver han slået af hendes skønhed og er ude af stand til at fuldføre mordet. Da Charmion bliver klar over, at hun er ved at miste Harmaki, afslører hun planerne for Kleopatra. Harmaki bliver dræbt, og Charmion må erkende de frygtelige konsekvenser af sin jalousi.

Med August Ennas umådeligt smukke Kleopatra begynder Den Jyske Opera ”Den Danske Serie”, der lukker op for den danske musikhistories rigdom og i gør denne sæson opmærksom på én af Danmarks fineste, men desværre oversete komponister.

Operaen synges på dansk med danske overtekster.
Introduktion på tysk kl. 19.30 i Idrætshallens lille sal

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

Den Jyske Opera
Sønderjyllands Symfoniorkester



SVEND, KNUD OG VALDEMAR

Torsdag den 4. april 2019 kl. 20.00

Slesvighus, Lollfuss 89, Slesvig


”Svend, Knud og Valdemar” eller ”Kongemordet i Roskilde” eller ”Slaget på Grathe Hede”, et historisk, romantisk udstyrsstykke i fem changementer med indlagte sange. Vi følger en teatertrups forsøg på at opføre et stykke om slaget på Grathe Hede, hvor alt går galt, blandt andet fordi intrigerne mellem skuespillerne ikke kan skjules.

Peter Fristrups teaterstykke har holdt sig på repertoiret siden premieren i 1887 og har igennem alle årene fornøjet publikum over hele landet. Nu kaster opera- og teatertruppen Figaros og Den Ny Opera sig over denne perle og giver den en moderne makeover. Der tilføjes ekstra sangnumre, og når Figaros tilsætter sin særegne komik til den i forvejen humørfyldte forestilling, er der garanti for en morsom aften i teatret.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen


Videotrailer til forestillingen

Figaros
Den Ny Opera



MUSIK & EVENTYR

Tirsdag den 30. april 2019 kl. 20.00

Flensborghus, Norderstr. 76, Flensborg


Oplev eventyrlig fortælling og vidunderlige toner, når dansk teaters førstedame Ghita Nørby, den verdensberømte blokfløjte-virtuos Michala Petri og strengemesteren Lars Hannibal på guitar og lut, sammen går på turné. Det er en forestilling i 10 scenebilleder, hvor tekst og musik veksler i et smukt og harmonisk forløb. Ord og toner bruges til at fortælle om livets mystik og enkelhed. Et menneskes tanker om livet og kærligheden og alle de dårskaber, der følger med på rejsen.

Ghita Nørby behersker hele følelsesregistret og kan med sit nærvær, melodiske fraseringer af teksten og smukke udtale, skabe en stemning af varme og spænding, der når ind i hver en sjæl. Og sammen med de to virtuoser Michala Petri og Lars Hannibal skabes denne fantastiske forestilling, der i en blanding af skøn musik og fortælling leder publikum på en forunderlig rejse gennem eventyrets verden.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

Nørby Petri Hannibal



MØD MIG PÅ CASSIOPEIA

Torsdag den 16. maj 2019 kl. 20.00

Flensborg Teater, Rathausstr. 22, Flensborg


Sæsonafslutning

Folketeatret tager tråden op fra sidste sæsons succes med Frøken Nitouche og den folkelige operette. I denne sæson står vi midt i det kaotiske teaterliv få dage før en premiere.

I denne kendte og elskede operette-komedie vikles Olympens guder og teatrets folk ind i hinanden og svøbes i både romantik og stjernestøv. På Alhambra Teatret har komponist Berger svært ved at finde inspiration til at færdiggøre sin seneste musical. Og med både teatrets direktør og sin ekskone - teatrets primadonna - på nakken, er han ved at give op, da han får kærkommen hjælp fra musikkens muse.

Mød mig på Cassiopeia klinger af sjæler efter sjæler, hit efter hit, som får eroterne til at flagre på scenen, og - hvem ved - måske også temperaturen til at stige og latteren til at gjalde i salen.

Arrangør: Sydslesvigsk Forening

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL og ved indgangen

Folketeatret