Kultur

En enestående aften - ruhig Pferd!
SSF og Generalkonsulatet var vært for stuekoncerten med Twins of June i mandags. Og sikke en god oplevelse de to sønderjyske fyre gav publikum. Vi var flere kolleger, venner og familie, der oplevede aftenen sammen og vi var enige om, at alt gik op i en højere enhed denne aften. De flotte rammer på Generalkonsulatet, hvor man blev mødt med en velkomstdrink og kunne nyde udsigten over Flensborg Fjord inden koncerten. Et meget veloplagt publikum og to meget musikalske unge fyre, der ikke kun var brødre, men tvillinger, hvis stemmer passede perfekt sammen. Udover det var de utrolig gode til at fortælle små humoristiske anekdoter og havde i det hele taget en autentisk og charmerende udstråling, der udviste masseraf tilbagelænet humor, nærvær og varme. De komponerer selv deres numre og startede deres karriere på gågaden i Flensborg, da de var helt unge. Publikum var smagsdommere på tre nye numre, der ikke var helt færdige endnu og et hav af thumbs up fra publikums side, overbeviste Twins of June til at skrive dem færdig. Deres mor er faktisk sydslesviger, fandt vi ud af via pålidelige kilder og man kunne tydelig mærke, at de var vant til at bruge tyske udtryk indimellem, som udtrykket ruhig Pferd, som de bruger, når de mener, at der er én, der har brug for at komme helt ned i gear! En aften, man vil huske længe og jeg er sikker på, at man vil høre meget mere til de to musikalske brødre fremover og hvor er jeg glad for, at jeg valgte koncerten fremfor en aften i haven. Det var det hele værd.


