Kultur

Fascinerende dokumentar som børneteater.

Fascinerende dokumentar som børneteater

Af Claudia Jans
Mandag var der igen børneteaterforestilling for sydslesvigske børn. Denne gang var det Husby Danske Skoles og Jaruplund Danske Skoles 4.-6. klasser, der fik en teateroplevelse. 
Historien om Jenny Kammersgaard
Syddjurs Egnsteater viste forestillingen Bølgebryder. Den kunne også have heddet Mønsterbryder, idet Jenny Kammersgaard, der svømmede over Kattegat i 1937, var helt enestående og ingen troede rigtig på, at hun virkelig kunne gennemføre det- som ung kvinde på kun 19 år, der havde døjet med en lungesygdom som barn. Hun krydsede Kattegat og svømmede ca. 95 km idet hun var nødt til at tilpasse sig strømmen, hvilket øgede distancen betydeligt. Og det i en tid hvor der ikke fandtes våddragt og vejrudsigter og hvor eliteidrætten var bandlyst for kvinder. Hun tvivlede ikke et sekund på at hun kunne og blev hverken træt eller mærkede kulde. 
Oplevelsen
Teatret inviterede indenfor i et magisk rundt univers med grå filtvægge hvor der blev projiceret både skyggeteater originale videoklip og scenebilleder samtidig med at skuespilleren Ulla Vejby, der blev nomineret til en Reumert i 2025 for årets solopræstation, spiller både Jenny Kammersgaard og fortælleren på indtagende vis og hun fik alle børnene og voksne til at sidde tryllebundet på puderne og høre om denne fascinerende unge kvinde. En spændende og kreativ måde at opleve teater på og man fik lyst til at selv at prøve at lave skyggeteater og projicere billeder på vægge eller stof.