Kultur

Femstjernet kunst og invitation til Kunst og Cricket
Lørdag før påske var en festdag på Mikkelberg. Folk strømmede fra alle verdenshjørner til åbningen af udstillingen BILLEDSAMTALER med og om den store danske kunstner Peter Brandes (1944-2025). Morten Warmind fra Københavns Universitet holdt åbningstalen, og Bente Stenger, Christian Hoffmann, Ursula Stipanits og Makiko Suzuki spillede musik fra allerøverste hylde. Fællessangene fik næsten taget til at løfte sig. Aldrig har ”Vort modersmål er dejligt” lydt så flot!
Over påsken har endnu flere oplevet udstillingen, der har fået fornemme omtaler i Flensborg Avis. I Kristeligt Dagblad giver anmelder Erik Steffensen udstillingen 5 stjerner og kalder den fremragende. Fra gæstebogen lyder kommentarer som: ”fantastisk Brandes-udstilling”, ”wunderbar” og ”stærkt udtryk”. Det er altså en førsteklasses udstilling, som Sydslesvig har fået mulighed for at vise. Til udstillingen findes også et righoldigt informationsmateriale.
BILLEDSAMTALER er en dobbeltudstilling. Anden del findes i Kunsthal Holmen i Løgumkloster. Der er rabatbilletter for gæster, der ser begge udstillinger. Værkerne på Mikkelberg kan købes.
Udstillingen er generøst støttet af Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Aage og Johanne Louis Hansens Fond, Toosbuys Fond og Knud Højgaards Fond.
Nyt initiativ: Kunst og Cricket
Ud over BILLEDSAMTALER er der også andre gode grunde til at lægge vejen omkring Mikkelberg i den næste tid. Et nyt initiativ på Mikkelberg ser lyset d. 17. maj, nemlig ”Kunst og Cricket”. Husum Cricket Club spiller den dag kamp mod Herning på banen på Mikkelberg. Medlemmer af cricketklubben vil stå til rådighed for tilskuere og fortælle om det fascinerende spil. På kunstcentret vil centerleder Lisbeth Bredholt Christensen vise rundt i Peter-Brandes-udstillingen (kl. 13 på dansk, kl. 14 på tysk og kl. 15 på dansk). I Buhls Hus vil der være mulighed for at købe kaffe og kage, som kan nydes på terrassen eller i forsamlingsrummet. Næste omgang Kunst og Cricket bliver d. 6. september.