Mød mindretallet

Fire nordiske ambassadører på besøg i Sydslesvig
Den 14. januar havde det danske generalkonsulat i Flensborg fornøjelsen af at være vært for fire nordiske ambassadører med kontor i Danmark: Katja Christina Nordgaard (Norge), Hans Wallmark (Sverige), Pétur Ásgeirsson (Island) og Harri Kämäräinen (Finland). Formålet med besøget var at give ambassadørerne et indblik i det danske mindretals særlige kultur og organisationer.
Således startede ambassadørerne dagen med en frokost på generalkonsulatet sammen med generalkonsulerne Anette Lind og Jakob Andersen, inden programmet tog dem rundt i Sydslesvig. Gruppen havde nok at se til og besøgte både Duborg-Skolen, det Danske Centralbibliotek, SSF, politistationen for at høre om grænsedragningen og Industrimuseum Kobbermøllen. På Flensborghus blev de modtaget af SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen som fortalte om mindretallets kulturelle arbejde og den støtte, det modtager fra Danmark. De fire ambassadører udtrykte ifølge Flensborg Avis flere gange deres begejstring over, hvor stort et ansvar mindretalsorganisationerne varetager, og hvor stor opbakning der er fra den danske regering.