Regional

Fyraftenarrangement på Duborg-Skolen.

Fyraftenarrangement på Duborg-Skolen

Der var lagt op til hyggeligt sommer-komsammen, da SSF Flensburg By tirsdag aften holdt fyraftenarrangement på Duborg-Skolen. Vejret var dog ikke helt med på legen, for det våde sommervejr holdt deltagerne fra at stå udenfor og nyde udsigten på Flensborg Fjord. Det så dog ikke ud til at gøre så meget, for i stedet stod de fremmødte indenfor i det tørre, hvor de nød hinandens selskab. Der blev snakket og grint på livet løs. Afslappet og med en drik i hånden. Præcis som det skal være til fyraftenshygge lige inden sommerferien.
Siden juli 2024
Fyraftenhyggen tirsdag aften var det 5. arrangement i rækken. Ideen bag konceptet opstod ud fra en inspiration fra Slesvig, hvor der ligeledes holdes fyraftensarrangementer. Det fik bystyrelsen i Flensborg 2024 til at afprøve konceptet i Flensborg. Ideen bag det går ud på, at folk med tilknytning til det danske mindretal får et sted, hvor de kan hygge sammen efter fyraften. Helt uforpligtende, med en drink eller uden. Det handler ikke om at holde en festaften sammen, blot om at finde sammen for at snakke og slappe lidt af sammen.