Regional

Genvalg og gæster i Sørup
Den 6. marts 2025 afholdt SSF Sørup generalforsamling på Sørup Danske Skole. Formand Janine Frenzel gav en beretning om distriktets aktiviteter det forgangne år, hvorefter også kassereren og revisorerne fremlagde deres rapporter. Efter beretningerne blev valgprocessen sat i gang.
Hele bestyrelsen – med undtagelse af en suppleant – genopstillede og blev genvalgt, hvilket sikrer kontinuitet i foreningens arbejde det kommende år. Dog meddelte kasserer Friederike Voß, at hun ikke genopstiller næste år, og der skal derfor findes en ny kasserer til posten.
Generalforsamlingen havde også besøg af to gæster. Preben Kortnum Mogensen, formand for SSF Sønderbrarup, understregede blandt andetvigtigheden af årsmøderne for mindretalslivet og opfordrede bestyrelsen til at invitere deres medlemmer til Sønderbrarups årsmøde. Han åbnede desuden for muligheden for et fælles arrangement mellem de to distrikter.
SSF’s 1. næstformand, Kirsten Vognsen Weiss, deltog ligeledes som en del af SSF’s tradition med at besøge distrikterne for at følge med i det lokale foreningsliv. Hun benyttede anledningen til at minde om, at foreningerne gerne må bruge deres midler aktivt for at styrke fællesskab og aktiviteter.