Kultur

Jazz på Medborgerhuset: Jan Harbeck Trio kommer til Egernførde den 22.03..

Jazz på Medborgerhuset: Jan Harbeck Trio kommer til Egernførde den 22.03.

Den 22. marts giver Jan Harbeck Trio årets første koncert i rækken ”Jazz på Medborgerhuset” i Egernførde.  Tre fremtrædende danske jazzmusikere spiller moderne akustisk jazz med et varmt, nærværende og personligt udtryk.

Udover saxofonisten Harbeck omfatter trioen pianisten Henrik Gunde og bassisten Eske Nørrelykke. Henrik Gunde er med sit nærværende og virtuose spil en af de mest efterspurgte danske jazzmusikere, bl.a. som medlem af Danmarks Radios Big Band og en lang række mindre ensembler.  Eske Nørrelykke farver hele bandet med sin unikke, minimalistiske spillestil. Ved koncerten i Egernførde spiller Jan Harbeck Trio en blanding af Harbecks egne kompositioner og udvalgte jazzstandards af den mere sjældne art. Fælles for dem er dog, at den stærke melodi og den til tider melankolske dramatik er i centrum. 

I 2008 modtog Jan Harbeck en Grammy for ”In the Still of the Night” som Årets Jazzplade, og orkestrets tre udgivelser på Stunt Records har siden da været blandt de bedst sælgende danske instrumentale jazzgrupper. Den seneste udgivelse ”Variations in Blue” er skabt i samarbejde med den amerikanske stjernesaxofonist Walter Smith III. Jan Harbeck og Henrik Gunde er modtagere af Ben Webster Prisen 2018.

Jazz på Medborgerhuset:
Jan Harbeck Trio
Fredag, 22.03.2019, kl. 20.00
Medborgerhuset,
Hans-Christian-Andersen-Weg 8, Eckernförde
 

Arrangør: SSF 

Billetter: www.ssf-billetten.de, tlf. 0461-14408125 - SSFs amtssekretariater - Aktivitetshuset - sh:z Ticketcenter - eller ved indgangen