Kultur

Kig kunstnerne over skulderen
Mikkelbergs næste udstilling er med den dansk-tyske kunstnergruppe ”Den bevægede kuffert”. Helt særligt er, at kunstnerne inden udstillingen bor og arbejder i en uge på Mikkelberg. I ugen 14.-19. juni er der hver dag mellem kl. 15 og 17 åbent hus. Her kan man komme og se kunstnerne over skulderen, følge dem i processen med at opbygge udstillingen og få en snak om deres arbejde. Alle er velkomne.
Temaet, som kunstnerne mødes om og arbejder med, er ”Måltid. Velkommen til bords”.
Emnet tager udgangspunkt i, at Mikkelberg har til huse i en gammel mølle, hvor der jo tidligere blev malet mel og altså produceret mad. I videre forstand handler det om, hvordan vi i vores samfund omgås hinanden. Hvilken status har måltidet i vores samvær med hinanden, med hvem spiser vi, hvor godt skal man kende hinanden for at spise sammen?
Den bevægede kuffert
Den dansk-tyske kunstnergruppe blev dannet i forbindelse med kulturmødeinitiativer omkring Femernbælt. En kerne af kunstnere har holdt fast i hinanden og mødes hvert år enten i Danmark eller Tyskland til en uges symposium, hvor kunstnerne, der ellers i høj grad arbejder alene, får lejlighed til at udveksle idéer, samarbejde, udfordre sig selv og hinanden. Hvert år inviteres også gæster fra Danmark og Tyskland. Hvert år arbejdes der med et bestemt tema. Sidste år, på Møn, var temaet ”Intet menneske er en ø”. I år, på Mikkelberg, er det 14. gang, kunstnerne mødes, og temaet er ”Måltid. Velkommen til bords”. Symposiet knytter bånd over grænsen og er med til at øge fokus på de dansk-tyske forbindelser over Østersøen.
Kunstnerne
De udstillende kunstnere med gæster er:
Claudio Bannwart, Katharina Böttcher, Mia Fabian, Susanne Juliette Koch (på billedet forneden), Eva Koj, Silke Lazarevic, Parul Modha, Andreas Möller, Mia Sloth Møller Astrid Schessner, Tine Secher, Klaus Titze, Maria Tsoskunoglu, Fabian Vogler.
Udstilling
Lørdag d. 20. juni slutter symposiet, og kunstnerne er klar til at åbne udstillingen. Mikkelberg inviterer til en festlig eftermiddag kl. 14:00, hvor Sybilla Nitsch, landsforkvinde for SSW åbner udstillingen. Desuden fortæller kunstnerne om udstillingen og deres tanker med den. Hans Jakob Jessen vil på flygel stå for den musikalske del. Alle er velkomne.



