Mød mindretallet

Kongelige anekdoter til dronning Margrethes fødselsdag.
Kongelige anekdoter til dronning Margrethes fødselsdag.

Kongelige anekdoter til dronning Margrethes fødselsdag

Torsdag den 16. april blev dronning Margrethes fødselsdag traditionen tro markeret på Dansk Alderdomshjem i Flensborg. Selvom hun ikke længere sidder på tronen, er hun stadig en person, mange gerne hylder – og samtidig var det en velkommen anledning til at mødes over kaffe og kage.
Fejringen begyndte i haven, hvor to særlige træer minder om tidligere mærkedage i dronningens liv. En eg blev plantet i anledning af hendes 50-års fødselsdag, mens en bøg markerer hendes 60-års dag. Under blå himmel bød Jens M. Henriksen velkommen til de fremmødte.
Derefter fortsatte festen indenfor, hvor omkring 50 beboere samt alderdomshjemmets personale nød kaffe og wienerbrød. Her tog SSF-formand Gitte Hougaard-Werner ordet og delte personlige fortællinger om sine mange møder med både dronning Margrethe og det nuværende kongepar.
Hun fortalte blandt andet om sit første møde med dronningen som spejder i 1986 og om senere oplevelser som formand for Sydslesvigsk Forening. Blandt minderne var dronning Margrethes symbolske karettur over grænsen – med reference til Christian Xs grænseoverridning i 1920 –, sommerfesten på Bellevue i 2024 og den seneste nytårskur, hvor det nye kongepar for første gang inviterede mindretallet med.
Fra et overraskende tilbud om leverpostej over dresscode med høje hæle og lange handsker til et skulderklap fra kongen selv var der mange sjove anekdoter, som fik både beboere og personale til at trække på smilebåndet. Et festligt punktum for endnu en vellykket fejring.