Oplev en kulturarv: Den 21. februar holdes Biike

Dåt biike-fäst wörd önj e detsämber 2014 önj e Unesco-list as en imateriäl kultuuriirwpårt önj Tjüschlönj apnümen.Jü frasch tradisjoon, wat arks iir di 21. februar fiirt wård, as en rucht följkefäst ma maning ünlike kääre: gräinküülj, reeden, musiik. Duch for ålem kamt et aw en grut iilj önj. E tradisjoon kånt huum uk önj Dånsch – långs et heef, weer huum et ”Pers Awten” (Petjes een) nåmd. 
Histoorie
Huum wiitj ai nau, hü et begand. Felicht jeeft et hiisensche rödje, weer dåt iilj as oofergoowe tu da goode miinjd wus.  Hu histooriker gunge deerfoon üt, dåt önjt madelåler dåt iilj brükd wörden as, am fööle spökelse tu ferdriwen. Huum miinjt, dåt e tradisjoon for da halere tide stoont, unti nauer säit, deerfor, am awt iinje foon e ünfrüchtboor wunterstid haanetuwisen. 
Lääser, as maning kjarls foon da ailönje bai e wålfång uugeden, häin jare wüste deele bai e strönj iilj mååged, am adjiis tu ja tu seeden, iir ja lunge moune unerwäis wjarn am wåle for Gräinlönj tu fången. Aw Sal wårt ferteelt, dåt et iilj ai bloots en adjiis tu da siimoons wus, ouers uk en tiiken tu da kjarls aw e fååstewål, wat dåt jåcht aw e strönj siinj köön. Nü wus klåår, dåt da wüste åliine wjarn, än jar aw da börestäänge heelp brükden. 
Biike ålewäägens önj Fraschlönj 
Diling as e biike en följkefäst for e frasch manerhäid. Biike jeeft et långs et heew än for ålem aw da ailönje Sal, Oomram än Feer. Deer san ünlike schake ma ferbünen. Trinam dåt grut iilj, weer üülje jülbuume ferbrånt wårde, schungt huum aw frasch, hålt reede än spaalt teooter. Hu toorpe hääwe uk en figuur boome awt iilj. Di nåmt huum „påp“; flicht as hi en tiiken for di pååpst, wat di näiste däi, di 22. februar iird wörd. Deer as nemlik ”kathedra petri” önj e katoolsch schörk. Deeram köö huum miine, dåt huum dåt hiinj ferhüülj foon e frasche tu e schörk wiset - unti tu åål da oudere hiire, wat frasche kääre räigle wäljn. 
Tu e biike koon enarken kaame. Tum baispal önj Risem unti aw Sal koon huum diheere besunere iirwpårt gödj mabelaawe. 
Biikesung
Önj Nordfraschlönj schungt huum bai e biike. Dåt stuk hångt ma e histoorie tuhuupe, ouers uk deerma, dåt huum frasch as. Heer kamt di takst: 

Kam jurt, we wan en iilj heer mååge. 
Lätj üs da troole ferdriwe!
Da troole foon iirtids we wan ferjååge. 
We wan da troole ferdriwe!
Üt önj e nåcht da troole we siinje. 
Lätj üs da troole ferdriwe!
En biiken sü hal as e däi wan we tiinje. 
We wan da troole ferdriwe!

Kaame ja änkeltwis unti bai bunke 
We wan da troole ferdriwe!
We driwe jam wach än üt önj e junke. 
Frasch wan we weese än bliwe!

Siden december 2014 er Biike optaget på Unesco’s liste over immaterielle kulturarv i Tyskland. Den frisiske tradition, der hvert år holdes den 21. februar, er en folkefest med flere elementer. Til den hører blandt andet grønlangkålsspisning, men den mest markante og kendte del er dog afbrændingen af et kæmpe bål. Traditionen kendes også i Danmark - navnligt langs vadehavet - hvor den kaldes Pers Awten (rigsdansk: Pers aften).
Historien
Det er lidt uklart, hvordan traditionen startede. Bålet har formentligt hedenske rødder, og flammerne var nok ment som offergave til de nordiske guder. Historikerne går desuden ud fra, at bålet i middelalderen blev brugt til at fordrive onde ånder. Man mener, at traditionen altid har været en markering af lysere tider henholdsvis enden på den ufrugtbare vintertid. 
Senere, da mange af vadehavsøernes beboere arbejdede som hvalfangere, tændte kvinderne bålene nede på stranden for at tage afsked med deres mænd, der tog på lange ture for at fange hvaler i Grønland. 
Ifølge en legende på Sild, var bålene ikke kun et afskedssignal til de søfarende mænd. For mændene på fastlandet kunne ligeledes se de lysende flammer på strandene. De vidste så, at kvinderne på øerne nu var alene og, at de snart havde brug for hjælp på gårdene. 
Holdes flere steder
I dag er Biike især en folkefest for det frisiske mindretal. Den holdes flere steder langs med vestkysten, og særligt på øerne Før, Amrum og Sild. 
Der er forskellige ritualer forbundet med festen. Foruden det store bål, der mange steder bruges til at brænde gamle juletræer, synges der frisiske sange, der holdes taler og spilles teater. Nogle steder sættes der også en figur af hø oppe på bålet. Ifølge nogle fortællinger er den muligvis et symbol på paven, og dermed et udtryk for frisernes afvisende forhold til kirken - og andre myndigheder, der i tidernes løb har forsøgt at tage beslag på friserne. 
Biike-bålene er åben for alle. I Risum og på Sild er der eksempelvis gode muligheder for at opleve denne unikke kulturarv.
Biikesang
I Nordfrisland synger man også en Biike-sang ved festen. Sangen står både i forbindelse med Biikes historie, men er også en bekendelse til det frisiske. Her er teksten:

Kom, vi vil tænde et bål
Lad os ånderne bortjage
Fortidens ånder vi vil fordrive.
Ånderne vi vil bortjage
Ud i natten ånderne vi sende.
Et biikebål så lyst som dagen vi vil tænde.
De komme enkeltvis eller i hobetal,
Ånderne vi vil bortjage
Vi driver dem bort og ud i mørket.
Frisisk vil vi være og forblive!