Kultur

Mikkelberg inviterer til sæsonåbning
Mikkelberg åbner udstillingssæsonen 2024 med ”Skagenmalere og fynboer: to malerkolonier. Keramik: Kirsten Holm”.
I slutningen af 1800-tallet søgte mange kunstnere væk fra storbyen og dens kunstverden. De ønskede et enklere liv i tæt kontakt med naturen og familien. På den baggrund opstod kunstnerkolonierne Skagensmalerne i Skagen og Fynboerne på Fyn i Fåborg og Kerteminde.
Mikkelberg har fået mulighed for at låne en privat samling med værker af Skagensmalere og Fynboer. Det drejer sig om den tyske LARSsamling. Bag samlingen står et tysk ægtepar, som levende interesserer sig for dansk kunst.
Udstillingen viser oliemalerier, pasteller, tegninger og træsnit af de kendte skagens- og fynsmalere som Anna Ancher, Michael Ancher, Holger Drachmann, Peter Hansen, P.S. Krøyer og Johannes Larsen.
De gamle mestre sættes i perspektiv med, hvad anmelder på Kunstavisen Lars Lisberg har kaldt ”dansk nutidskunst i mesterklassen”, nemlig keramik af Kirsten Holm. Holm er tidligere gået i dialog med store danske malere. Blandt andet i en soloudstilling i 2011 på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor Holms værker spillede op mod Johannes Larsens naturskildringer.
Holms værker tager ofte udgangspunkt i strandfund - søpindsvin, konkylier, sten – som dels udgør en slags låg på den enkelte krukke, dels virker bestemmende for krukkens mønster. Strandfund og keramik – naturens spor på den ene side og Kirsten Holms arbejde med leret på den anden side – smelter på det nærmeste sammen og udgør en næsten overjordisk enhed. Kirsten Holm siger selv om sine værker, at ”Skønhed – absolut ikke at forveksle med pænhed – findes overalt, også i naturens forgængelige spor”.
Holm har også tidligere udstillet syd for grænsen, blandt andet på Museum Kunst der Westküste på Föhr og Künstlermuseum Heikendorf i Kiel, ligesom hun er repræsenteret på Keramik-Museum Berlin. I Danmark kan Holm ses på keramikmuseet CLAY, og hun er initiativtager til Læsø kunstfestival. Holm er født i 1946 og bor i Hinnerup.
Udstillingens dialog mellem Skagensmalerne, Fynboerne og Kirsten Holms keramik er harmonisk. Malerne deler en forkærlighed for skildringen af mennesket i harmoni med sit arbejde, med naturen og med sit liv. Kirsten Holms keramiske krukker er i tæt kontakt med naturen.
Åbningen
Alle er velkomne til åbningen af udstillingen d. 02. marts 14:00. Der er lagt op til en spændende eftermiddag med et alsidigt program. Kunsthistoriker og kurator Grethe Bay vil give en introduktion til udstillingen, dens idé og opbygning. Anne Højer Petersen, direktør for Faaborg Museum, vil fortælle om de fynske malere i Faaborg. Man kan også glæde sig til at høre trioen bestående af Bente Stenger, Ursula Stipanits og Christian Hoffman, der på violin, klarinet og klaver vil spille musik af blandt andre Milhaud og Shostakovich.
Udstillingen er støttet af Stiftung zur Förderung dänischer Kunst und Kultur. Desuden har Skagen Museum og Faaborg Museum bistået med formidlingsmateriale.