
Mindeord over Hauke Paulsen
Den 26. september gik Hauke Paulsen fra os. Alt for tidligt, i en alder på 55 år. Hauke Paulsen var på mange måder en sydslesvigsk ildsjæl. Han var blandt andet daginstitutionsleder, driftrådsmedlem og gennem 13 år formand for BUPL Sydslesvig. Samtidig var han også aktiv i SSF. Både i distriktsarbejdet i Kiel Holtenå, men også i SSFs Teater- og Koncertudvalg, som han i en periode også var formand for.
I den tid arbejdede han sammen med daværende SSF-kulturkonsulent Boris Erben, der har skrevet følgende mindeord over Hauke Paulsen:
Hauke kom ind i SSFs Teater- og Koncertudvalg i min tid som kulturkonsulent imellem 2009 til 2014, han overtog formandsskabet efter ca. 2-3 år, efter vores mangeårige formand Karin Goos stoppede i udvalget.
Hauke havde en passion især for børneteater og musikteater.
Han var en bemærkelsesværdig skikkelse i SSF i Kiel Holtenå - en af de sydligste poster i mindretallet. Han var en lokal milepæl for det danske mindretal, og han har i mange år været en uundgåelig del af mindretallet.
Hauke havde en evne til at samle folk i sit distrikt, især rundt omkring årsmødeweekenden, men også til de mange teaterforestillinger og koncerter, der blev lagt i de sydlige distrikter, kunne han få publikum til at komme til SSFs arrangementer.
Med sit smittende humør og sin ukuelige indsats efterlader han et varigt indtryk hos alle, der har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med ham.
Jeg mindes Hauke som en passioneret leder som formand for SSFs Teater- og Koncertudvalg, en kreativ visionær og et varmt menneske, hvis bidrag til SSF og mindretallet aldrig vil blive glemt.
Æret være hans minde.
På vegne af SSF og SSFs Teater- og Koncertudvalg
Boris Erben
Leder af Kulturbüro og tidligere SSF-kulturkonsulent
Åben mindesammenkomst
Tirsdag den 15. oktober, kl. 11:00, holdes en åben mindesammenkomst på Flensborghus.