Regional
På halvvejstur med Grænseforeningen
Efter over et års planlægning, var dagen nu kommet til at mødes på halvvejen. Viborgegnens- og Silkeborg-Hammel Grænseforening er gået sammen om at planlægge et møde med deres venskabsforbindelser i Bøglund, Skovby, Dannevirke og Bredsted. Grænseforeningernes forkvinder Karen Marie Ravn og Jette Thorup Nielsen havde udarbejdet et virkelig flot program for dagen.
Busserne nord- og sydfra mødtes den 21. september i fint solskinsvejr på Skamlingsbanken. Omkring 60 personer, store og små, kunne starte med boller og kaffe/saftevand, inden man blev delt op i hold: børnene og deres forældre fik en tur på det historiske sted ”i børnehøjde”, de andre fik en levende fortælling af historien af stedets guide.
Derefter gik turen til Koldinghus. Som borg, kongeslot, ruin og museum har bygningen i tidernes løb gennemgået en del forandring. Igen blev man delt op i to hold, så alle kunne få det bedste ud af dagen. Børnene fik en rundvisning, de andre fik et foredrag om slottets fortid og nutidens imponerende arkitektur.
I en af slottets sale var der dækket op til frokost. Der var lækker mad fra Madkælderen, livlig snak og fællessang. Så var det tid til at gå op i det kongelige udklædningsværksted. Alle dem, der ville, blev klædt på i de flotteste dragter og kjoler. Det var en dejlig stemning, mens de ”adelige” nu fik undervisning i renæssancedans, hvor børn og voksne blev instrueret i ”Parvane” dansen. Sent på eftermiddagen blev der så sagt farvel og turen gik hjemad.
Stor tak til Jorcks Fond og Oberst H. Parkovs Mindefond. Uden deres støtte ville turen ikke kunne være gennemført på denne måde og selvfølgelig til Jette og Karen Marie for deres kæmpe indsats! Alle fik en vældig flot oplevelse og nogle gode samtaler ud af denne halvvejstur.